Snydt for sin pension: Minister vil ikke hjælpe

71-årige Carsten Aarslew-Jensen mistede sin forhøjede folkepension på grund af et forsvundet dokument. Alligevel vil minister ikke hjælpe.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Socialminister Manu Sareen (R) har ikke tænkt sig at komme folkepensionist Carsten Aarslew-Jensen i Guldborgsund Kommune til undsætning.

Så nu går folketingsmedlem René Christensen (DF) efter at ændre lovgivningen på området.  

I marts fortalte TV 2 ØST om Carsten Aarslew-Jensen, der burde have fået en forhøjet folkepension fordi, han arbejdede videre, da han fyldte 65 år. Men det fik han aldrig, fordi hans ansøgning til Guldborgsund Kommune på en eller anden måde forsvandt.

Ifølge folkepensionisten forsvandt ansøgningen i kommunens varetægt, hvilket Guldborgsund og Ankestyrelsen dog har afvist.

Ifølge Carsten Aarslew-Jensen drejer det sig om 36.000 kroner årligt, han går glip af og det har fået folketingsmedlem René Christensen fra Guldborgsund Kommune til at rette henvendelse til Socialministeren med henblik på en lovændring.
Det vil Manu Sareen dog ikke, da det ifølge ministeren ikke omhandler særligt mange personer, der er kommet i den slags ”klemme” som Carsten Aarslew-Jensen.

Det skriver ministeren i et svar til René Kristensen, der nu vil have lovgivningen på området ændret og derfor vil sætte arbejdet med et beslutningsforslag i gang.  

 


Nyhedsoverblik