Snart kan du tage hele VVS-uddannelsen i Nykøbing Falster

Snart bliver det muligt at tage hele VVS-uddannelsen på CELF i Nykøbing F. Det skal skaffe flere lærlinge til en trængt VVS-branche.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kniber med at skaffe nok VVS-lærlinge for virksomhederne på Lolland-Falster, kunne TV ØST fortælle i sidste uge.

Men det bliver der forhåbentlig lavet om på nu, for erhvervsskolen CELF i Nykøbing Falster har fået lov til at udbyde hele VVS-uddannelsen fremover - sammen med uddannelsen til gastronom og ejendomsservicetekniker.

Det sker som et forsøg på at sprede udbuddet af landets erhvervsuddannelser ud til flere dele af landet, oplyser Ministeriet for Børn, Ligestilling og Undervisning i en pressemeddelelse.

Dygtige unge giver vækst

Tidligere har CELF kun haft grundforløbet af VVS-uddannelsen hos dem, hvorefter eleverne skulle tage resten af uddannelsen i enten Næstved eller København. I alt har 102 erhvervsskoler i Danmark ansøgt ministeriet om at få lov til at udbyde flere forskellige uddannelser og delforløb, og størstedelen af dem har fået et ja.

- Med resultatet af udbuddet får vi en bedre uddannelsesdækning i Danmark. Det er vigtigt for mig, at alle elever uanset bopæl får god adgang til at tage en erhvervsuddannelse. Kvalificerede elever til virksomhederne og dygtige unge faglærte er forudsætningen for, at vi kan få vækst i Danmark, siger undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) i en pressemeddelelse.

Kan give flere lærlinge

Den bredere geografiske dækning af erhvervsuddannelserne skal sørge for, at uddannelserne kommer tættere på de unge og dermed også få flere ind på erhvervsskolerne. Og administrerende direktør i CELF, Michael Bang, tror på, at det kan gøre en stor forskel – blandt andet for manglen på VVS-lærlinge.

- Jeg tror på, at hvis man er ung og bor på Lolland-Falster og pludselig kan se, at uddannelsen bliver udbudt tæt på dem, så kan det motivere dem til at søge. Jeg tror godt, det kan skræmme nogen væk, hvis de skal til Sjælland for at tage uddannelsen, siger han til TV ØST.

Og generelt gælder det for håndværksbranchen, at der skal gøres noget for at få de unge til at søge ind, lyder det fra Michael Bang.

- Der er et generationsskifte, der skal tages hånd om. Derfor er vi super glade for, at vi nu kan udbyde hele uddannelsen. Vi glæder os, siger han.

Mulighed for samarbejde

Foruden VVS- og energiuddannelsen udbyder CELF også hele elektrikeruddannelsen. Og de to uddannelser giver i samspil med hinanden bedre muligheder i forhold til praktikpladser, fortæller den administrerende direktør.

- Det ser ud til, at fremtiden er firmaer, der både har VVS’ere og elektrikere. Så derfor betyder det meget, at vi nu kan levere lærlinge til begge dele, siger han.

Michael Bang fortæller, at han allerede har fået flere tilbagemeldinger fra lokale VVS-installatører.

- De er meget glade for det her, slutter han.

Torsdag kom det frem, at CELF har været nødt til at fyre 15 medarbejdere på grund af faldende elevtal. Erhvervsskolens nye mulighed for at udbyde flere uddannelser vil ikke få betydning for den beslutning.

De tre nye uddannelser på CELF går i luften i sommeren 2017.


Nyhedsoverblik