Snart kan du blive fængselsbetjent på Falster - men ikke alle jubler

Fængselsforbundet mener, at den nye skole for fængselsbetjente burde placeres et sted på Sjælland, hvor elever nemt kan komme til og fra.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter længere tids søgen efter de rigtige lokaler, har Kriminalforsorgen nu besluttet at rykke deres uddannelse for fængselsbetjente til VUC Storstrøm i Nykøbing Falster.

Kommende fængselsbetjente kan derfor se frem til at starte i helt nye klasselokaler efter sommerferien, hvilket vækker stor begejstring hos borgmester Simon Hansen (S) i Guldborgsund Kommune.

- Vi har et fængsel her i kommunen, som er en rigtig stor arbejdsplads, og det, at vi nu kan uddanne til den arbejdsplads, der ligger i kommunen, er rigtig vigtigt. Også for nogle af vores ledige derude, som nu kan få en uddannelse, hvor man faktisk er garanteret job i den anden ende, siger borgmesteren.

quote Man frygter, at der kommer færre ansøgere, fordi man tænker, at der er langt

Nina Odgaard, områdetillidsrepræsentant hos Fængselsforbundet

Den samme begejstring er dog ikke at finde hos Fængselsforbundet. I dag mangler der nemlig over 500 betjente i de danske fængsler, og områdetillidsrepræsentanten for område Sjælland, Nina Odgaard, er ikke overbevist om, at den nye afdeling løser problemet.

- Det er rigtig dejligt, at der er nogen, der forsøger at gøre noget. Det er bare rigtig ærgerligt, at man lægger skolen endnu engang i en by, hvor det er svært for folk at komme frem og tilbage, udtaler områdetillidsrepræsentanten.

I stedet påpeger Nina Odgaard, at skolen med fordel kunne placeres midt på Sjælland et sted, hvor der er et knudepunkt for trafik. På den måde ville flere elever have mulighed for at komme til og fra skolen.

Læs også
Ny uddannelse for fængselsbetjente rykker ind hos VUC Storstrøm
Læs også
Ny uddannelse for fængselsbetjente rykker ind hos VUC Storstrøm

- Man frygter, at der kommer færre ansøgere, fordi man tænker, at der er langt både til Nykøbing Falster og til Birkerød (hvor en af skolerne for fængselsbetjente er nu, red.), siger Nina Odgaard og tilføjer:

- Vi mangler forfærdeligt mange fængselsbetjente, og hvis vi fik nogle flere, ville det blive et rigtig godt job igen, for det er faktisk et rigtig godt job.

Kan gavne rekrutteringen

Modsat Fængselsforbundet forventer Kriminalforsorgen, at den nye skole i Nykøbing Falster vil gavne rekrutteringen.

- Vi er sikre på at ved at lave et uddannelsescenter mere i det sydsjællandske, vil vi have bedre mulighed for at rekruttere flere, end vi kan, når vi alene har et uddannelsescenter i Birkerød og Horsens. Så det at få et tredje uddannelsescenter tror vi vil gøre, at flere lokalt vil søge uddannelsen, forklarer Mette Adamsen, uddannelseschef ved Kriminalforsorgen.

Læs også
Prognose: Der mangler 1.500 fængselsbetjente om få år
Læs også
Prognose: Der mangler 1.500 fængselsbetjente om få år

På nuværende tidspunkt har Kriminalforsorgen ikke tal på, hvor mange der har søgt ind som fængselsbetjent i Nykøbing Falster. Men Mette Adamsen håber på, at de kan oprette en fuld klasse.

Udover det nye uddannelsessted i Nykøbing Falster vil Kriminalforsorgen også oprette en pop-up skole, som vil komme til Odense i august og senere til et andet sted i landet.

VIDEO: Det er ikke første gang, Fængselsforbundet kritiserer placeringen.


Nyhedsoverblik