¨

Lang ventetid på toget - nu hjælper gymnasium elever hjem i bus

Nykøbing Katedralskole har for at hjælpe deres elever indsat en bus, som kører eleverne hjem, når de ikke kan nå toget. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

På Nykøbing Katedralskole har man indsat en bus for at hjælpe eleverne hjem fra skole, efter togets køreplan er blevet lavet om.

At skulle vente 45 minutter ekstra hver dag for at komme med toget hjem fra skole ville for mange være irriterende.

Det synes eleverne på Nykøbing Katedralskole også, og derfor har skolen valgt at indsætte og betale for en bus, som nu kører eleverne hjem.

I december måned ændrede DSB køretiderne, så toget nu kører, samtidig med at eleverne får fri fra skole. Det betyder, at de skal vente 45 minutter ekstra for at komme hjem.

Det tog simpelthen alt for lang tid for dem at komme hjem, og det, syntes vi, var synd for dem

Kirsten Danving, rektor på Nykøbing Katedralskole

Efter dialog med rektor på Nykøbing Katedralskole, Kirsten Danving, har skolen nu indsat en bus, der kan køre eleverne hjem efter skole. Bussen stopper i Eskilstrup, Nørre Alslev og Nørre Vedby.

- Det skabte problemer for nogle af vores elever. Det tog simpelthen alt for lang tid for dem at komme hjem, og det, syntes vi, var synd for dem, siger Kirsten Danving, rektor på Nykøbing Katedralskole.

Ifølge Kirsten Danving er det 17 elever, som benytter sig af initiativet, og de er ifølge hende alle rigtig glade for muligheden for at komme med bussen.

- Vi vil gerne være medspillere, for vi synes, det er vigtigt, at de unge, der bor i Guldborgsund Kommune, får deres uddannelse i Guldborgsund Kommune. Vi kan godt forstå, hvorfor det for nogen ville være uoverskueligt at bruge tre timer hver dag på transport, men med den her løsning fastholder vi dem i deres uddannelse, siger Kirsten Danving.

Ikke første gang

I 2016 oplevede skolen noget lignende, hvor en busrute var blevet ændret, og derfor indsatte de også dengang en bus, så eleverne kunne komme hjem.

Derfor blev der dengang oprettet en ordning i Guldborgsund Kommune, hvor studerende, som bor længere væk end fem kilometer fra en togstation eller halvanden kilometer fra en busrute, kan komme med en bus kaldet Studieflex.

- De 17 unge, der nu er blevet ramt af DSB’s ændring i køreplanen, bor tættere på offentlig transport, og derfor kan de ikke bare komme med Studieflex. Til gengæld kan de lige nu køre med den bus, som vi har indsat, siger Kirsten Danving.  

Intet alternativ

Vi forsøger at lave en løsning, som er god både for os og for vores elever

Kirsten Danving, rektor på Nykøbing Katedralskole

Det var meningen, at bussen kun skulle have en prøveperiode på en uge, men det har været så stor en succes, at den også fortsætter i næste uge.

- Vi er lige nu i en undersøgelsesfase, hvor vi forsøger at lave en løsning, som er god både for os og for vores elever. Vi vil undersøge om det er muligt, at eleverne måske kan komme med Studieflex eller noget andet.

Inden skolen indførte bussen, tog eleverne selv initiativ til at tale med skolen om alternativer. Hvis eleverne skulle gå før tid for at nå toget, skulle de gå 20 minutter inden, undervisningen sluttede, og det vurderede skolen ikke gik.

- Det er ikke holdbart, at de går før. Derfor fandt vi på løsningen med bussen. Nu skal vi finde ud af, hvor stort behovet er, og om der er nogle alternativer, og ellers forhandler vi en aftale med Johns Busser, som vi har et godt samarbejde med, siger Kirsten Danving.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App