Skoleleder bakkes op af chefen

Skolelederen på Sakskøbing Skole smed i dag demonstrerende børn væk fra skolens område. Nu bakker chefen op om den beslutning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Op mod 200 elever nedlagde i dag skolearbejdet på Sakskøbing Skole. De er utilfredse med at skolereformen og nedskæringer forringer kvaliteten af undervisningen. Demonstrationen var mildest talt ikke populær blandt ledelsen. Og derfor blev eleverne smidt ud fra skolens område.

Eleverne ville egentlig have brugt skolens græsplæne til deres demonstration. Men det satte ledelsen på skolen en stopper for. Og derfor stod eleverne fra klokken 8 til klokken 15 ude på fortovet overfor skolen.

- I morges da vi gjorde klar og stillede os op, så mødte skoleinspektøren ind klokken ti i otte, og vi blev smidt ud. Vi måtte ikke være der. Det vi lavede i dag, blev betragtet som at pjække, og hvis vi skulle demonstrere, så måtte vi gøre det uden for skolens ejendom, siger Sasha Rasmussen, der er formand for elevrådet på skolen.

Utilfredse med skolelederens ageren

Den håndtering af sagen, synes flere af de forældre vi talte med i dag har været alt for hård.

- Jeg ved godt, at man som skoleleder og for den sags skyld også lærer ikke må sige, at det skal de bare gøre, det er i orden. Men der er mange måder at ikke sige, det er okay på, siger Hanne Rasmussen, der er mor til en af eleverne i 9. klasse på skolen.

En skole er en kommunal bygning - en kommunal ejendom. Og der kan vi simpelthen ikke acceptere, at der er demonstrationer, underskriftsindsamlinger eller andre lignende tiltag. Uanset om det er børn eller voksne.

På trods af flere henvendelser i løbet af dagen, har skolelederen nægtet at udtale sig til TV ØST. Men hans beslutning om, at smide eleverne væk fra skolens område, bakkes op af kommunen. Også selvom de sagtens kan se det positive i elevernes handlekraft.

- Det synes jeg faktisk er flot arrangeret af dem. Det er jo en fredelig og rolig demonstration. Og de giver jo udtryk for nogle holdninger, de har, til nogle begivenheder, der sker lige nu, siger Centerchef for Børn og Læring i Guldborgsund Kommune, Kathrine Ersted.

Kunne man så ikke vælge at sige; ’Man må ikke. Fyha!’ og så vende ryggen til og lade det ske lidt alligevel ude på græsplænen?

-Jo, umiddelbart lyder det jo som en sympatisk tanke. Men bottom line er jo, at skolelederen her lever op til de krav, der er til det at være skoleleder. Nemlig at sørge for det man kalder god ro og orden på skolen. Det er den ene ting. Den anden ting er, at en skole er en kommunal bygning - en kommunal ejendom. Og der kan vi simpelthen ikke acceptere, at der er demonstrationer, underskriftsindsamlinger eller andre lignende tiltag. Uanset om det er børn eller voksne, siger centerchefen.


Nyhedsoverblik