Skat gør kæmpe forskel på naboers ejendomsskat

Erik Nielsen og Erik Hansen i Stubbekøbing er naboer med grunde på samme antal kvadratmeter. Alligevel betaler den ene mere i ejendomsskat .

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom Erik Nielsen og Erik Hansen er naboer i et parcelhuskvarter i Stubbekøbing på Falster med hver deres 560 kvadrater grunde, så er den ene ejendom stadig dyrere at betale, når det kommer til ejendomsskatterne.

For to år siden lykkedes det Erik Nielsen at få halveret Skats vurdering af hans grund fra godt 200.000 kroner til 98.000. Men Erik Hansen skal til gengæld betale en højere ejendomsskat, fordi hans grund ifølge Skat fortsat er 204.000 kroner værd.

Forskelsbehandling

- Man føler sig lidt snydt jo - jeg tænker ikke så meget i kroner og ører. Jeg tænker i principper. I Danmark er loven lige for alle, men det kniber jo her. Jeg havde jo regnet med at høre fra Skat, efter at jeg hørte, at Erik havde fået sin vurdering sat ned, forklarer Erik Hansen.

Og selvom smilet er stort hos Erik Nielsen, der har fået nedsat værdien af sin grund, forstår han ikke Skats vurderinger.

- Det overbeviser mig om, at den der ejendomsvurdering man har - den måde man vurderer ejendomme på, er jo fuldstændig forrykt. Den har ikke noget med virkeligheden at gøre. Det er vi jo et tilfælde på, siger Erik Nielsen. 

Nyt skattesystem

Blandt politikkerne i Folketingets Skatteudvalg er man da også med på, at der er et problem.

- Der er simpelthen brug for et nyt vurderingssystem, og det er det, der arbejdes på nu. I skatteministeriet har man sat 60 mand af til at arbejde med et nyt skattesystem. Vi har sagt, at grundskylden er fastfrosset i et år. Så skal man huske på, at det er klageadgangen så også. Så Skat har fået et år til at arbejde på det her, siger René Christensen medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti,

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Skat.

 

 


Nyhedsoverblik