SKAT får et nyt våben i kampen mod narkosmugling

En mobil bodyscanner skal fremover hjælpe SKAT i jagten på personer, der smugler narko i kroppen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På en platform i en varevogn ved grænsen i Gedser står et menneske fuldt påklædt. Inden for ganske få sekunder tager en scanner to røntgenbilleder, som skal afsløre, om personen har slugt små kugler med kokain for at smugle dem ind i landet.

Bodyscanneren er et nyt redskab, som tolderne i SKAT kan bruge i jagten på narkosmuglere, og mandag bliver den indviet på havnen i Gedser.

- SKAT har en vigtig opgave i at begrænse indsmuglingen af narkotika. I takt med at smuglerne bliver mere kreative, må vi også sørge for at udvikle os. Derfor er den nye bodyscanner et vigtigt redskab, tolderne kan tage i brug, når de dagligt arbejder på at forhindre, narkotika smugles ind i landet, siger underdirektør Preben Buchholtz fra SKAT i en pressemeddelelse.

234 kilo cannabis

Den nye, mobile bodyscanner kan blive tilkaldt af toldere i hele landet, hvis de vurderer, at der er risiko for, at en person har gemt narkotika på eller i kroppen. Billederne fra scanneren bliver vurderet af en operatør, og hvis der er noget uidentificerbart gemt på personens krop, bliver han eller hun givet videre til politiet.

Den mobile bodyscanner er testet og godkendt af Sundhedsstyrelsen.

I 2016 beslaglagde SKAT blandt andet 234 kilo cannabis og 35 kilo kokain. De udførte i alt 2.349 narkokontroller.

Ifølge SKAT har personen her 91 kugler kokain med samlet vægt på 1 kilo i kroppen.
Ifølge SKAT har personen her 91 kugler kokain med samlet vægt på 1 kilo i kroppen. Foto: skat
Ifølge SKAT har personen her 75 kugler kokain med en samlet vægt på cirka 1 kilo i kroppen.  
Ifølge SKAT har personen her 75 kugler kokain med en samlet vægt på cirka 1 kilo i kroppen.   Foto: skat