S-lokalformænd ønsker Thornings afgang inden næste valg

13 lokalforeningsformænd fra S vil af med deres formand Helle Thorning-Schmidt inden næste valg. Også her i regionen er der skuffelse over statsministeren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Socialdemokraternes partiformand Helle Thorning-Schmidt bør gå af inden næste folketingsvalg.

Sådan lyder meldingen fra i alt 13 lokalforeningsformænd rundt om i landet hos Socialdemokraterne, skriver dr.dk.

- Det går ikke med den nuværende formand. Helle har ikke vist sig som den leder, der er brug for, og hun har slet ikke formået at markere en socialdemokratisk politik, siger Jan Wolfram Thiemann, der er lokalformand for Tornved - Jernløse til DR Nyheder.

En kransekagefigur

Han kalder Thorning en kransekagefigur, mens det ifølge ham i virkeligheden er de radikales partiformand Margrethe Vestager, der dikterer regeringens politik.

Og det samme mener Conny Mølbach Krogh, der er lokalformand for Guldborgsund Vest.

- Det virker som om, man ikke siger fra over for De Radikale, og at de kan nedlægge veto over for alt. Derudover skyldes meget af frustrationen, at der er for lang vej mellem ledelsen og de enkelt foreninger, siger hun til DR Nyheder.

Ønsker hendes afgang

DR Nyheder har været i kontakt med en række af de omkring 250 socialdemokratiske lokalformænd.

Og selv om de fleste stadig bakker op om Helle Thorning-Schmidt, så siger adskillige af partiets lokalformænd nu, at de ønsker hendes afgang - og flere af dem siger det også åbent.

Skuffet over manglende deltagelse

Ifølge Conny Mølbach Krogh er der flere problemer med Socialdemokratiernes partiformand, men et af dem er, at hun har svært ved at slå igennem.

- Hun har især skuffet mig her på det sidste ved at holde sig væk fra diskussioner, eksempelvis omkring børnechecken. Hun mangler tit at skære igennem og vise det socialdemokratiske flag, siger hun og mener, at Socialdemokraterne er kommet for meget til højre.

Bo Ploug Thomassen, der er lokalformand for Odense øst, mener, at "der er brug for et kursskifte og et personskifte på formandsposten."

Det samme mener Conny Mølbach Krogh, der gerne ser, at Helle Thorning-Schmidt får et job i EU.

Mere succes ved udskiftning

Kritikken fra de socialdemokratiske lokalformænd lægger sig op ad en bølge af kritiske udtalelser fra andre S-kredse og borgmestre rundt om i landet.

Tirsdag viser en rundspørge fra Megafon for Politiken, at næsten 40 procent af S-vælgerne tror på mere succes, hvis Thorning skiftes ud med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

Helle Thorning-Schmidt har ingen kommentarer til DR Nyheders rundspørge.

/ritzau/

 

 


Nyhedsoverblik