Rykkede ud for at redde menneskeliv - fandt kun en vildfaren fødselsdagsballon

Både redningshelikopter og redningsbåd blev sendt i aktion lørdag aften, da meldingen indløb om en muligvis nødstedt faldskærmsudspringer i vandet.

Lørdag aften udviklede sig ganske dramatisk, da politiet ved 20.20-tiden modtog et alarmopkald fra Nykøbing Falster om en mulig faldskærmsudspringer i nød.

Anmelder mente at have set en faldskærmsudspringer falde ned i vandet på Guldborgsund – en alvorlig situation, som snart skulle vise sig at være "en and", forklarer Henrik Karlsen vagtchef ved Sydsjællands og Lolland Politi søndag morgen:

quote En sådan redningsaktion er en bekostelig affære – det var en dyr ballon

Henrik Karlsen, vagtchef, Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi

- Det afstedkommer en storalarm med redningshelikopter og redningsbåde – hele molevitten blev kaldt ud, siger vagtchefen.

Således var også redningsbåden fra Gedser, ambulance, brandfolk og en læge kaldt til stedet, beretter Lolland Falsters Folketidende, som var tilstede ved redningsaktionen.

Det lykkedes imidlertid ikke beredskabet at finde nogen nødstedt person. Til gengæld faldt de det, man antager var årsagen til alarmopkaldet: En stor ballon.

03NYK_Større eftersøgning efter faldskærm.005
Foto: Claus Hansen, Folketidende

- Det viser sig, der er en borger i nærheden, der kommer i tanke om, at de har sendt en stor ballon i vejret noget tid forinden. Der hænger et stort E-guldbogstav under ballonen. Den skal være sendt op i forbindelse med noget fødselsdag, siger vagtchefen fra politiet og tilføjer:

- En sådan redningsaktion er en bekostelig affære – det var en dyr ballon.

Ballonopsendelsen med den tilhørende redningsaktion får dog ikke nogen strafferetlige konsekvenser, lader vagtchefen forstå.