En planlagt ransagning af en række adresser med tilknytning til rockermiljøet i Nykøbing Falster førte mandag aften til at 2 personer med tilknytning til Bandidos blev anholdt.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Retssagen hemmeligholdes
Der er tale om en 50-årig mand, der er fuldgyldigt medlem af Bandidos og en 23-årig mand, der er prøvemedlem i rockergruppen. De er begge bosat på Falster.
Ifølge politiet er de 2 sigtet for ”omfattende kriminalitet”, og blev tirsdag fængslet i 4 uger ved retten i Næstved.
Hvad de 2 personer er sigtet for - og hvordan de forholder sig til deres skyld - er dog ikke kendt. Grundlovsforhøret blev nemlig mørkelagt, og offentligheden har ikke adgang til informationer derfra.