Restaurant udsat for tyveri to gange - kostbar samling af opskrifter stjålet

Tyvekosterne har ikke kun stor økonomisk værdi, der blev også taget et helt særligt ringbind med stor affektionsværdi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Restauranten Hesnæs Havn på Falster har haft ubudne gæster to gange på tre dage, og direktør for restauranten, Mette Dahlgaard, er mildest talt træt af situationen:

- Det er så irriterende, at folk ikke kan holder fingrene for sig selv, siger hun.

Det første indbrud skete natten til søndag, hvor tyvene brød ind i restaurantens lager, hvor der, udover køkkenmaskiner, blev stjålet 700 øl, som de selv har designet etiketten til med teksten ‘Falster på flaske’.

quote Jeg er pisseligeglad med alle de maskiner, mappen har en kæmpe stor affektionsværdi.

Mette Dahlgaard, direktør, Hesnæs Havn

- Hvis vi samler dem, vi har, har vi måske 100 tilbage. Dem overvejer vi at nummerere og signere, for de er godt nok unikke nu, siger Mette Dahlgaard.

Hun er direktør for selskabet Falsters Kyst, som driver restauranterne Hesnæs Havn, Pomle Nakke Traktørsted og Kongsnæs. Alle restauranterne er placeret på Falster.

Hesnæs Havn er sammen med Pomle Nakke Traktørsted, som ses på billedet, en del af selskabet Falsters Kyst.
Hesnæs Havn er sammen med Pomle Nakke Traktørsted, som ses på billedet, en del af selskabet Falsters Kyst. Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

Mette Dahlgaard undrer sig over, at tyvene har taget de 700 øl.

- De kan jo ikke sælge dem videre, for etiketten er så genkendelig.

Opskrifter fra Paris og New York er væk

Natten til onsdag var den så gal igen. En rude til selve restauranten blev smadret, og også her blev der stjålet køkkenmaskiner.

Men det, der gør mest ondt på Mette Dahlgaard, er, at der blev stjålet et sort ringbind med deres konditors, Torben Bang, private samling af opskrifter.

- Jeg er pisseligeglad med alle de maskiner, mappen har en kæmpestor affektionsværdi. Han har været på restauranter i Paris og New York, så det kan jo ikke erstattes, forklarer Mette Dahlgaard. Hun tilføjer:

Læs også
Tyveri skyld i oliespild ved sukkerfabrik - politiet søger vidner
Læs også
Tyveri skyld i oliespild ved sukkerfabrik - politiet søger vidner

- Jeg har selv sådan en bog, og jeg ville være så ulykkelig, hvis jeg mistede den.

Der var faldet seks opskrifter på småkager ud af mappen, og Mette Dahlgaard garanterer, at der nok skal blive bagt mange af dem.

- Men jeg håber virkelig, at der er nogen, der finder den ude i skoven og kommer og afleverer den tilbage.

Sætter overvågning op

Mette Dahlgaard fortæller, at området generelt har været præget af tyverier. Blandt andet indbrud i biler, når folk har været ude at gå i skoven.

- Jeg føler mig ikke utryg, men jeg synes, at det er tankevækkende, at det sker lige oveni hinanden og her i lille Hesnæs. De, der bor her, må heller ikke synes, at det er rart.

Samlet set er der taget værdier for mellem 100.000 og 200.000 kroner, da det er dyre køkkenmaskiner, som der er i restauranten.

- Nu får vi sat overvågning op, for det skal stoppe. Men jeg kan informere tyvene om, at der ikke er kommet noget nyt, siden de har været her, så de behøves ikke at komme igen, afslutter Mette Dahlgaard.  


Nyhedsoverblik