Restaurant udlover dusør for stjålet opskriftsbog

Chefkonditor Torben Bangs opskriftsamling gennem 30 år er blevet stjålet. Nu udloves "gode konditorkager og andet" i findeløn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I 30 år har chefkonditor Torben Bang møjsommeligt arbejdet med at samle opskrifter i en mappe.

Mappen – et stort ringbind – er en samling med opskrifter fra job på restauranter i både Paris, New York og senest Falster, og er ifølge Torben Bang selv uerstattelig.

quote Det er en superærgerlig og en rigtig øv-følelse. For hvad skal de bruge den til

Torben Bang, chefkonditor, Hesnæs Havn

Men mappen er blevet stjålet.

- Det er både superærgerligt for mit virke som konditor – at den ikke eksisterer mere – selvfølgelig kan jeg via tidligere kollegaer få nogle af dem tilbage. Men der er jo også alle dem, man selv har regnet på – og fået eller fundet forskellige steder, som man ikke lige kommer i kontakt med igen, siger han i dag til TV2 ØST.

- Og så er det super følelsesladet, ikke.

Det var under et indbrud på Torben Bangs arbejdsplads, restauranten Hesnæs Havn på Falster, at en eller flere tyve af uforklarlige grunde tog mappen med.

- Det er en superærgerlig og en rigtig øv-følelse. For hvad skal de bruge den til?

- Selv konditorer, jeg har arbejdet sammen med tidligere, har ringet og sagt: Hvad skal de med den? For det er kun dig, der kan læse den, siger Torben Bang videre og tilføjer:

- Det er en mappe, jeg har samlet i mange år og med mange opskrifter, konkurrence-opskrifter, og opskrifter, der nærmest er skrevet som koder, fordi det nogle gange går det en lille smule stærkt.

Håbet lever

Restauranten har derfor udlovet en dusør til den, der kan bringe mappen hjem. Dusøren er fremsat gennem et opslag på Facebook, hvor der loves "gode konditorkager og andet" til den, der kan bringe mappen hjem.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er måske et desperat håb om, at der er nogen, der kigger en ekstra gang. Der er kæmpe stor lokal opbakning til os – så de kigger i hvert fald, dem der går i skoven og på havnen, siger Mette Dahlgaard Jensen, der er direktør for selskabet Falsters Kyst, som driver blandt andet Hesnæs Havn og traktørstedet Pomle Nakke.

- Men måske de kunne få det bredere ud ved at dele vores opslag og hjælpe os med at finde den her mappe.

Mette Dahlgaard Jensen, direktør for selskabet Falsters Kyst, fortæller, at hun fik et sug i maven, da hun hørte mappen var væk. - For man kan bare lige sætte sig ind i, hvis det var ens egen opskriftsbog, der var væk, siger hun.
Mette Dahlgaard Jensen, direktør for selskabet Falsters Kyst, fortæller, at hun fik et sug i maven, da hun hørte mappen var væk. - For man kan bare lige sætte sig ind i, hvis det var ens egen opskriftsbog, der var væk, siger hun. Foto: Trine Ølgaard Muf - TV2 ØST

Håbet lever ifølge chefkonditoren endnu.

- Det er et håb om, at den kommer tilbage – måske i brudstykker. Hvor nogen har fundet den i skoven eller grøftekanten, siger Torben Bang.

Foruden den uvurderlige opskriftsmappe blev der under to indbrud på tre dage i forrige uge også stjålet køkkenmaskiner og 700 øl. Ifølge Mette Dahlgaard Jensen er det dog opskriftmappen, der er det største tab.

- Jeg er pisseligeglad med alle de maskiner, mappen har en kæmpe stor affektionsværdi. Han har været på restauranter i Paris og New York, så det kan jo ikke erstattes, har hun tidligere forklaret.

Samlet set er der taget værdier for mellem 100.000 og 200.000 kroner, da det er dyre køkkenmaskiner, som der er i restauranten.


Nyhedsoverblik