René Holten Poulsen padler sig i EM-finalen

René Holten Poulsen blev nummer tre i sin semifinale ved EM i München. Det sikrer ham en finaleplads.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den danske kajakroer René Holten Poulsen er klar til EM-finalen i 1000 meter enerkajak efter en tæt semifinale.

Danskeren blev nummer tre i sin semifinale fredag formiddag og sikrede dermed en plads i A-finalen med en margin på 0,7 sekunder.

I den tætte semifinale lå danskeren nummer et inden de sidste 250 meter, men han blev overhalet af italieneren Samuele Burgo og briten Daniel Johnson.

Finalen afvikles lørdag klokken 13.00.

Senere fredag eftermiddag bookede Holten Poulsen endnu en finale. Sammen med Victor Aasmul blev han toer i deres semifinale i 500 meter tokajak og sikrede adgang til finalen søndag eftermiddag.

Ved VM i Canada i begyndelsen af august ramte Holten Poulsen ikke sit topniveau. Siden har han skiftet til en mindre pagaj i håb om at finde den fart, der i perioden 2008-2018 sikrede ham en lang række medaljer ved EM, VM og OL.

Danskere i finaler 

Danmark er også repræsenteret i andre discipliner på fredagens program.

Der var således danskere i to finaler fredag eftermiddag, men resultaterne var ikke prangende.

Pernille Knudsen og Sara Milthers blev nummer otte i 1000 meter toerkajak, og Magnus Sibbersen blev nummer ni og sidst i 500 meter enerkajak.

OL-bronzevinderen Emma Aastrand Jørgensen sikrede sig fredag til gengæld to finalepladser.

Først blev hun nummer to i sit indledende heat i 200 meter enerkajak og indløste adgang til finalen lørdag eftermiddag, og senere blev hun toer i 500 meter enerkajak. Den finale afvikles søndag.

I herrernes 1000 meter toerkajak er Simon Jensen og Morten Graversen også finaleklar efter at have vundet deres semifinale. Deres finale afvikles søndag formiddag.

Den danske kvartet i damernes 500 meter firerkajak snuppede en direkte plads i søndagens finale ved at blive nummer tre i sit indledende heat fredag.

Herrernes ditto må til gengæld ud i en semifinale lørdag efter en mere beskeden sjetteplads ud af de ni startere i det indledende heat fredag.

I damernes 500 meter toerkajak blev Bolette Iversen og Frederik Matthiesen nummer fire i deres semifinale, hvilket kun rækker til en plads i B-finalen.


Nyhedsoverblik