¨

Regeringen forlænger midlertidig grænsekontrol med 30 dage

Helt som ventet forlænger regeringen den midlertidige grænsekontrol med yderligere 30 dage til 3. maj.

Det er fjerde gang, at grænsekontrollen er blevet forlænget, siden grænsekontrollen blev indført 4. januar.

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet begrunder forlængelsen med, at der stadig er historisk mange flygtninge og migranter i Europa, og der fortsat er et stort pres på de ydre grænser.

På grund af den fortsatte svenske grænsekontrol og id-kontrol vurderer regeringen, at der stadig er en alvorlig risiko for, at et meget stort antal illegale udlændinge strander i Danmark, når de ikke kan rejse ind i Sverige uden de fornødne id-papirer.

- Derfor er det nødvendigt at forlænge grænsekontrollen, så vi sikrer, at store grupper af flygtninge og migranter ikke ophobes her i Danmark.

- Presset på Europas ydre grænser er stadig stort, og flygtninge- og migrantstrømmene risikerer at stige markant, når vejret bliver bedre, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App