Kystredningstjenestens redningsstationer i Gedser og Klintholm Havn rykkede sidste år ud 37 gange for at hjælpe personer, der befandt sig i akut nød på havet.
Det viser en ny opgørelse fra Forsvarskommandoen.
Udover de 37 situationer med nødstedte personer reddede tjenesten i Gedser i et tilfælde direkte en persons liv.
- Havet kan være en farlig arbejdsplads eller fritidsbeskæftigelse, og derfor er det vigtigt, at vi er klar til at rykke ud, når der er menneskeliv i fare. Det var redningsmændene i Gedser, og det er jeg meget stolt over, siger Tim Lillelund, der er orlogskaptajn og chef for Kystredningstjenesten i Danmark, i en pressemeddelelse.
11 liv blev reddet på landsplan
De to redningsstationer rykkede derudover ud til 28 assistanceopgaver. Det er situationer, hvor redningsstationerne hjælper fartøjer på havet, når der ikke direkte er fare for liv og førlighed.
Det kan være hjælp til fartøjer, der ikke kan komme i land ved egen kraft, men som ikke befinder sig i en faretruende situation.
På landsplan blev 11 liv reddet og 190 nødstedte personer hjulpet, mens der blev gennemført 293 redningsaktioner. Den gennemsnitlige tid, fra alarmen lød, til den første båd var i vandet, var otte minutter og 42 sekunder.
Der er i alt 21 redningsstationer i Danmark med cirka 250 redningspersonale. Langt de fleste er frivillige.