Psykisk vold mod tidligere kæreste giver fire måneders fængsel

Mand udsatte sin tidligere kæreste for krænkende og nedværdigende kontrol gennem næsten et år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Langvarig nedværdigende og krænkende kontrol af en kvinde har onsdag ført til en dom på fire måneders ubetinget fængsel.

Dommen til en mand i 40'erne er afsagt af Østre Landsret i Nykøbing Falster. Det oplyser anklager Lotte Nielsen.

- Mig bekendt er det første gang, at en landsret har taget stilling til straffen i en sag, som udelukkende handler om psykisk vold, siger hun.

quote Mig bekendt er det første gang, at en landsret har taget stilling til straffen i en sag, som udelukkende handler om psykisk vold

Lotte Nielsen, anklager, Statsadvokaten, København.

Gennem næsten et år blev kvinden, som var mandens tidligere kæreste, udsat for mandens hårde pres.

Landsretten har dog nedsat straffen i forhold til det resultat, byretten i Nykøbing Falster nåede frem til i december 2020. Dengang lød dommen på seks måneders fængsel.

Alligevel erklærer anklageren, at hun er tilfreds med dommen.

- Straffen indikerer, at man ser med stor alvor på psykisk vold, siger Lotte Nielsen fra Statsadvokaten i København.

quote Straffen indikerer, at man ser med stor alvor på psykisk vold

Lotte Nielsen, anklager, Statsadvokaten, København.

Offeret har fortalt, hvordan manden styrede hende og isolerede hende fra hendes familie og venner.

I beskeder på beskedtjenesten Messenger og sms hånede han hende for at være en dårlig mor og en fiasko. Hun fik forbud mod at tale om sit arbejde og om nyheder, og han opstillede meget stramme regler for hende, har folketidende.dk tidligere rapporteret.

Manden nægtede sig skyldig. Han er blevet frifundet for at have voldtaget kvinden.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var 1. april 2019, at straffeloven blev ændret, sådan at psykisk vold fik sin egen paragraf.

Den gør det strafbart gennem længere tid at forsøge at nedbryde og styre en nærtstående. Adfærden skal kunne karakteriseres som groft nedværdigende, forulempende eller krænkende.

Sagerne er langt mere komplicerede at efterforske end sager om fysisk vold, viser erfaringerne fra blandt andet Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Læs også
Efter halvandet år med ny lov - få bliver dømt for psykisk vold
Læs også
Efter halvandet år med ny lov - få bliver dømt for psykisk vold

De kræver særlige kompetencer både hos efterforskere og anklagere.

I efteråret gjorde anklagemyndigheden status. Det viste sig, at et flertal af de i alt 38 sager, som indtil da havde været for byretten, var endt med frifindelse.

Desuden er der en geografisk skævhed. Politi og anklagere i det østlige Danmark rejser langt flere sager end deres kolleger i vest.


Nyhedsoverblik