Populær revy trodser corona i nye rammer: - Det er fuldstændig overvældende

Nykøbing Falster Revyen er rykket til byens håndboldhal for at undgå endnu et års aflysninger til glæde for både skuespillere og gæster.

Forventningerne var helt i top, da Nykøbing Falster Revyen her til aften igen slog dørene op for publikum. Sidste år blev alt aflyst på grund af corona, og den velbesøgte revy stod overfor at lide samme skæbne igen i år.

Men folkene bag den ellers så velbesøgte revy har nægtet at lade sig stoppe, og derfor kunne man her til aften byde velkommen indenfor i byens håndboldhal.

quote Her er meget mere plads, og det giver os nogle muligheder, som det bare er om at udnytte, imens vi er her

Rasmus Krogsgaard, skuespiller

- Det er fuldstændig overvældende at stå her og opleve – når man har set, hvordan håndboldhallen så ud før, vi rykkede ind – hvordan det har forvandlet sig til et teater nu. Det er meget magisk, siger skuespiller Rasmus Krogsgaard til TV2 ØST kort før aftenens forestilling.

Skuespiller Rasmus Krogsgaard fra Nykøbing Falster Revyen kalder forvandlingen af håndboldhallen til teater for "meget magisk".
Skuespiller Rasmus Krogsgaard fra Nykøbing Falster Revyen kalder forvandlingen af håndboldhallen til teater for "meget magisk". Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Forberedelserne i Nykøbing Falster Håndboldhal gik i gang for tre uger siden, hvor TV2 ØST lagde vejen forbi opbygningen af den alternative teaterscene med tilhørende tilskuerrækker.

- Vi skal bygge et teater på 14 dage – under corona-forhold. Det er sjovt på alle de forkerte måder, sagde Jim Falk Milan Nielsen, produktionsleder Nykøbing Falster Revyen om det arbejde, man stod over for.

Men det lykkedes, og dermed undgik man de begrænsninger, som gælder for Nykøbing Falster Revyens vante rammer i byens teater, hvor man kun kunne have plads til 70 tilskuere ad gangen, som restriktionerne er i dag.

- Det kan ikke hænge sammen økonomisk. Derfor rykkede vi ned i hallen. Her kan vi sidde 450 med en meters afstand, forklarede direktør for Nykøbing Falster Revyen, Mickey Pless om beslutningen.

15 år med revy

Tilbage til aftenens forestilling, som er den første efter gårsdagens premiere. Mange af de fremmødte havde allerede købt billet til sidste års forestilling, der som allerede nævnt blev aflyst.

Blandt dem er Britta Hommel fra Karise. For hende er Nykøbing Falster Revyen gået hen at blive en fast tradition.

- Jeg glæder mig rigtig meget – jeg var skuffet sidste år, da det blev aflyst. Men det var der ikke noget at gøre ved – det var sådan situationen var. Og jeg holder meget af at se revy – gennem 15 år har vi været til Nykøbing-revyen.

Britta Hommel fra Karise havde allerede billet til sidste års revy. Hun er glad for, det ikke igen i år endte med en aflysning.
Britta Hommel fra Karise havde allerede billet til sidste års revy. Hun er glad for, det ikke igen i år endte med en aflysning. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Hun føler sig sikker ved den måde, som Nykøbing Falster Revyen har arrangeret at afholde revy trods corona og de medfølgende restriktioner.

- Og der er smukt pyntet op, og de har gjort det rigtig godt, påpeger Britta Hommel.

Fordele og ulemper

Og spørger man skuespillerne, så har den noget større scene i håndboldhallen givet nogle helt nye muligheder for teater, som Rasmus Krogsgaard glæder sig til at vise frem:

- Her er meget mere plads, og det giver os nogle muligheder, som det bare er om at udnytte, imens vi er her. Der er fordele og ulemper ved begge modeller – men her er fordelen, at vi kan lave nogle kæmpestore, flotte scenebilleder, hvor jeg ikke tror, jeg røber for meget ved at sige, at på et tidspunkt er der lidt flere medvirkende på scenen, end man lige regner med måske.

Det er kun tre uger siden, at byggeriet af den alternative teatersal gik i gang.
Det er kun tre uger siden, at byggeriet af den alternative teatersal gik i gang. Foto: TV2 ØST

Ifølge Rasmus Krogsgaard kan de fremmødte se frem til en revy og et show, kombineret med et stort udtryk.

- Vi har gjort meget for at forstørre udtrykket, så det passer til det sted, vi er, så vi også når helt ned på de bagerste rækker.

Nykøbing Falster Revyen, der et normalt år har flere end 30.000 tilskuere, spiller i dette års sæson frem til 21. august.