Politi på overarbejde i Marielyst

En våbensag, to sager om stoffer, fire anmeldelser og utallige slagsmål betød, at seks patruljevogne i nat måtte sendes til Marielyst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var dagen derpå i Marielyst. Men for Niclas Christiansen og hans venner var det også dagen efter en nat, de godt kunne have undværet.

- Vi går ned gennem gaden, og så er der én, der kommer farende mod os og virker virkelig truende. Han giver en af mine venner en albue i hovedet og nikker en anden en skalle, siger Niclas Christiansen fra Hillerød.

Det var langtfra det eneste slagsmål i Marielyst natten mellem lørdag og søndag. Ud over fire anmeldelser var der en overtrædelse af våbenloven, to der blev taget med euforiserende stoffer, én der ikke ville oplyse sit navn til politiet og så mange slagsmål, at politiet ikke har overblik over, hvor mange der var. Derfor var politiet også nødt til at sende ekstra betjente til Marielyst.

- Vi havde tre uniformerede patruljevogne, som egentlig burde være nok til at holde styr på Marielyst. Men udover det så havde vi også tre civile biler, som vi var nødt til at sende hjem for at klæde om til uniform, for at kunne holde gemytterne nede, siger Søren Østervig, der er vagtchef hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Nu overvejer politiet nu, om de skal sende flere betjente til Marielyst.

- Vi er jo nødt til at analysere på det her og se på, hvor meget der skal til for at holde det nede. Det kan også være, at det er en enlig svale, men det er da klart, at hvis det er noget, der fortsætter weekend efter weekend eller hverdage, så må vi da sætte de ressourcer ind, der skal til for at få styr på det dernede, siger Søren Østervig.

 


Nyhedsoverblik