Kort før klokken 22.00 i aftes modtog politiet henvendelser fra billister på Sydmotorvejen nær Eskilstrup på Falster om en brændende bil, der stod i nødsporet i sydgående retning.
Det oplyser vagtchefen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
Da politi og brandvæsen ankom til stedet, kunne de konstatere, at flammerne havde godt fat i en sølvgrå Ford Mondeo. Der var bare ingen ejer i nærheden af bilen.
Efterlyser vidner
- Vi har forsøgt at komme i kontakt med ejeren af bilen. Desværre uden held. Derfor vil vi gerne høre fra billister, der kan have oplysninger i sagen, siger vagtchefen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
Bilen udbrændte delvist, og branden er angiveligt opstået ved instrumentbrættet, oplyser vagtchefen. Ingen kom til skade ved bilbranden.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.