Jagten begyndte klokken halv et natten til søndag, da patruljen rent rutinemæssigt ville stoppe en personbil. Men i stedet for at stoppe forsøgte den 26-årige chauffør i varevognen at stikke af.
Først forsøgte han at køre ind og gemme sig på hos en Opel-forhandler. Da han blev opdaget, gassede han op og drønede ind i patruljevognens forskærm. Herefter gik den vilde biljagt igennem gader og over frosne marker.
På Nykøbingvej ramte personbilen igen to gange ind i patruljevognen, der nu havde fået følgeskab af blandt andet en hundepatrulje.
For enden af en blind vej i kvarteret Rosengården stak den 26-årig chauffør af til fods, men blev snuset op af politihunden. Både bil og nummerplade viste sig at være stjålet i Køge og i bilen fandt politiet en tom 200 liters dieseltromle.
- Folk, der har stjålet biler, forsøger desværre ofte at flygte fra patruljevognene. Det kan udvikle sig til en farlig situation. Men her i nat var var vi heldige, at der ikke var megen trafik, og at ingen kom til skade, fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falster Politi, Søren Østervig.
Manden kommer fra Herlev og er kendt af politiet i forvejen. Han er nu sigtet i sagen.