Par fra Lolland sigtet for grov skattesvig

En mand og en kvinde fra Sakskøbing er sigtet for grov skattesvig i stor sag med tråde til flere landsdele.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En sag om skattesvig fra Sakskøbing på Lolland trækker tråde til flere landsdele.

Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.

Sagen efterforskes af Københavns Politi i samarbejde med bagmandspolitiet. Ved en stor aktion mandag slog politiet til med ransagning af flere adresser i Sønderjylland og København samt i Sakskøbing på Lolland.

- Vi sigter manden og kvinden fra Sakskøbing for overtrædelse af straffeloven ved skattesvig af særlig grov karakter for et beløb på 2,7 millioner kroner og for overtrædelse af skatteloven ved at unddrage sig skat for 1,4 millioner kroner, oplyser viepolitiinspektør Peter Reisz fra Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet til avisen. 

På adressen i Sakskøbing beslaglagde politiet nogle computere og regnskabsmateriale samt et kontant beløb, der blev fundet.

Vicepolitiinspektør Peter Reisz forventer, at efterforskningen i sagen vil tage nogle måneder.