¨

Par fejrer diamantbryllup i coronaisolation - men fik en særlig overraskelse

På Oasen i Nykøbing Falster kan Evy og Arne i dag fejre diamantbryllup under svære corona-vilkår. Men personalet har gjort noget særligt ud af dagen.

01:28

Video: Katrine Burmann Hansen / privatfoto

I øjeblikket ser hverdagen helt anderledes ud end normalt. Butikker holder lukket, og gader og stræder ligger nærmest øde hen. Livet foregår på afstand. 

Men samtidig tager den ene dag den anden som altid, og mærkedage kommer og går. Præcis som de plejer. Sådan er det også for Evy og Arne, der bor sammen på Plejecenter Oasen i Nykøbing Falster. I dag har de – coronakrise eller ej - været gift i 60 år og kan dermed fejre diamantbryllup.  

Evy og Arne har en stor familie, som ikke kan komme at besøge dem, og derfor er det vigtigt, at vi fejrer deres ægteskab

Katrine Burmann Hansen, ledende stedfortræder, Oasen

Festdagen er udfordret af, at plejehjemmet er lukket ned for besøgende, mens risikoen for smitte med coronavirus er stor - men det har personalet på plejehjemmet løst på fornem vis. 

- Normalt er det jo de pårørende, der skal stå for æresport, men vi har lukket ned for alle pårørende og leverancer fra udefrakommende på grund af corona. Men så tog deres teamansvarlige kontakt til os i ledelsen og spurgte, om hun ikke måtte stå for at lave en æresport til dem, fortæller ledende stedfortræder på plejehjemmet, Katrine Burmann Hansen. 

Et fantastisk stykke arbejde

Så klokken 6 mandag morgen blev der pyntet op, og personalet forberedte sig på at synge morgensang for det uvidende ægtepar. Og ude på parkeringspladsen stod endnu en lille overraskelse i form af parrets datter, Lene Christiansen, og hendes mand, Arne Christiansen. 

- Jeg synes, det var fantastisk. De har lavet et stykke fantastisk arbejde på Oasen. De har taget initiativ, de har trykket sanghæfte og sørget for flag. Det var meget fint, siger datteren. 

Fejringen lå langt fra, hvordan familien normalt ville have markeret diamantbrylluppet, men alligevel vakte overraskelsen store følelser. 

- Det var meget smukt og højtideligt. Evy var meget rørt, siger Katrine Burmann Hansen. 

  Foto: Katrine Burmann / Privatfoto

- Det er så vigtigt, at vi værner om borgerne. At vi giver dem nogle gode oplevelser og ikke bare laver plejeopgaver. Evy og Arne har en stor familie, som ikke kan komme at besøge dem, og derfor er det vigtigt, at vi fejrer deres ægteskab. 

Fejrer, når Danmark er rask igen

Og det har coronakrisen kun understreget, siger Katrine Burmann Hansen. 

- Det er en fortælling om, at selvom vi har rygende travlt, fordi coronaen giver os ekstraopgaver, så vil personalet stadig give sig tid til at sørge for gode oplevelser for borgerne. 

Det vækker stor taknemmelighed hos den familie, der i dag måtte fejre diamantbrudeparret på afstand. 

- Det er fantastisk, at personalet har overskud til det. Stor ros for det. Mine forældre havde fået brev fra Dronningen, og det blev læst højt for dem. De tog sig god tid til det, siger Lene Christiansen. 

- Det ligger måske langt fra, hvordan vi ville have fejret det, men jeg har stor respekt for, at vi ikke må komme derind. Så stor ros til personalet. 

Senere i dag afleverer familien blomster og gaver på plejecenteret, som personalet giver til dagens hovedpersoner. Og om noget tid, når hverdagen er blevet normal igen, skal der festes, fortæller datteren. 

- Jeg talte med min mor den anden dag, og vi snakkede om, at vi ikke kunne fejre det i dag. Så sagde hun: “Så kan vi fejre det, når Danmark er blevet rask”. Jeg synes, det er sådan en fin måde at sige det på. 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App