- Det er jo skræmmende, at man bliver presset til at træffe sådan en beslutning, for jeg elsker mit arbejde.
Sådan lyder det fra overlæge og speciallæge i almen medicin, Michael Halder, fra Nykøbing Falster Sygehus.
- Jeg er enormt glad for patientkontakten, og når man kan mærke, at man gør en forskel. Men når ens arbejdsvilkår bliver besværliggjort på den måde, så er det den eneste løsning, hvis man også skal passe på sig selv, fortsætter overlægen, som nu har sagt sin stilling på medicinsk afdeling op.
Intet har ændret sig
For en lille måned siden talte TV ØST med overlægen, som gav udtryk for sine frustrationerne over Sundhedsplatformen. Dengang forklarede han, at han kraftigt overvejede at sige op, hvis tingene ikke ændrede sig. Og netop udfordringerne med Sundhedsplatformen har ifølge overlægen ikke ændret sig.
Koncerndirektør i Region Sjælland, Leif Panduro Jensen, svarede dengang på kritikken:
Man mister fuldstændig fokus fra sit oprindelige arbejde. Og det ærgrer mig virkelig, at man bliver påtvunget alle mulige opgaver gennem Sundhedsplatformen, som man ikke har tid til
- Jeg er helt sikker på, at det er det rigtige valg, fordi det er det største system internationalt, og det fungerer rigtig mange steder. Men Michael Halder har selvfølgelig ret i, at det er en kæmpe stor omvæltning, når man implementerer sådan et kæmpe stort system, som skal lave så meget, som det her skal, sagde Leif Panduro Jensen, koncerndirektør i Region Sjælland.
Nu siger lægen stop
Men for overlæge Michael Halder er det en fattig undskyldning, fordi systemet ifølge ham og hans kollegaer stadig er en stor udfordring, også selvom systemet nu har et halvt år på bagen.
- Man mister fuldstændig fokus fra sit oprindelige arbejde. Og det ærgrer mig virkelig, at man bliver påtvunget alle mulige opgaver gennem Sundhedsplatformen, som man ikke har tid til. Opgaver man heller ikke har lyst til, fordi det ikke har noget at gøre med ens rigtige arbejdsopgaver, siger Michael Halder.
Derfor har han nu afleveret sin opsigelse på sygehuset.
Læger flygter fra regionens sygehuse
DR Sjælland fortæller, at 258 læger har sagt deres job op i løbet af de første fire måneder med Sundhedsplatformen. Det er 73 flere opsigelser end i samme tidsrum året forinden.
- For mig er Sundhedsplatformen en helt åbenlys årsag til, at så mange siger op, fordi arbejdsglæden og arbejdsvilkårene er blevet så dårlige. For mig personligt er det lidt de samme årsager. Vi oplevede et enormt pres i forvejen, og så kommer der sådan et redskab som Sundhedsplatformen, som besværliggør vores hverdag endnu mere, siger Michael Halder.