Ornitolog: Usædvanligt med kælen rødhals

Pusle Fleron i Hjertebjerg på Møn kunne kæle med en vild rødhals. Det er usædvanligt, lyder det fra ekspert.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- En rødhals – eller det der tidligere blev kaldt rødkælk – kan være meget nærgående, men ligefrem så kælen som Pusle Fleron i Hjertebjerg på Møn har oplevet er meget usædvanligt.

Sådan lyder vurderingen fra ornitolog Henrik Dahl fra Kalvehave på baggrund af de billeder og video, som Pusle Fleron har optaget af en kælen rødhals torsdag eftermiddag.

Læs: Video: Kælen rødkælk kyssede mønbo

- Det er tydeligvis en rødhals, der ikke kender noget til mennesker. Den kan derfor ikke kende forskel på mennesker og dyr - og det kan være en unge, der endnu ikke har nogen frygt, fortæller Henrik Dahl.

Rødhalse er i denne tid på gennemrejse fra Nord- til Sydeuropa.

- De kan finde på at komme meget tæt på. Eksempelvis hvis man graver have, så kan de sidde tæt på og vente på, at man bliver færdig. Men at en rødhals sætter sig på en person og at man kan røre ved den er usædvanligt, siger han.

Derfor er Pusle Fleron heldig at have oplevet fænomenet.

- Det er bestemt ikke en oplevelse, der er forbeholdt de fleste. Så hun har været heldig, konstaterer Henrik Dahl.


Nyhedsoverblik