Oldboysstjerner snuppede håneretten i Nykøbing F.

Det blev til et nederlag, da Nykøbing Allstars fredag aften mødte oldboys landsholdet i en kamp, hvor Claus Meyer kom på banen og kæmpede for de lokale.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var både ældre stjerneben og så kokkeben på banen, da Nykøbing FC fredag aften havde arrangeret kamp mellem et allstars hold fra Nykøbing F. og oldboys landsholdet.

Landsholdet stillede med tidligere topspillere som Stig Tøfting, Mogens Krogh, Peter Graulund og Jesper Grønkjær og Sepp Piontek på trænerbænken, mens de lokale allstars havde garderet sig med blandt andre Bjarne Goldbæk, Claus Jensen, Esben Hansen, Michael Stryger og Mads Spur Mortensen. Desværre var det ikke helt nok til at dæmme op mod de tidligere proffer.

- De trak jo desværre af med en sejr på 4-1, så nu har de håneretten, til vi får stablet et lignende arrangement på benene igen, fortæller Thomas Kauffmann Lund, der er sponsorship manager i Nykøbing FC.

Meyer på banen

For landsholdet scorede Peter Graulund hele tre gange og Jeppe Tengbjerg en enkelt, mens det var Mads Spur Mortensen, som nettede for de lokale. Claus Meyer, der for nyligt offentliggjorde sine planer om at få 2. divisionsholdet i Nykøbing FC i Superligaen på sigt, kom selv på banen, men heller ikke det var nok til at standse stjernerne.

- Han fik spilletid, men hans fodboldmæssige evner vil jeg ikke komme ind på, lyder det grinende fra Thomas Kauffmann Lund.

Trøjeauktion gav 25.000 kroner

Trods kokkeben og så nogle af dem, der har spillet rigtigt meget fodbold gennem tiden og måske nok kan mærke 2 x 40 minutter, var der gang i kampen. Stig Tøfting, der både var anfører og 46 års fødselar, måtte da også efter 2. halvleg erkende, at det var en af de hårdeste kampe med oldboys landholdet.

Efter kampen blev der holdt et sponsorarrangement, hvor Claus Jensen, der også er med i projekt Nykøbing FC i Superligaen, holdt en trøjeauktion. her blev der samlet i alt 25.000 kroner ind til klubben, og blandt andet Daniel Aggers trøje fra Liverpool gav en god del til formålet. Aftenen sluttede med et stort festfyrværkeri.


Nyhedsoverblik