Nyt forstanderpar indtager Højskolen Marielyst

Det nye forstanderpar til Højskolen Marielyst er fundet. Det bliver en tidligere P1-journalist og turistchef.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nu er det nye forstanderpar i Højskolen Marielyst endelig fundet.

Den 1. oktober indtager den 54-årige Christian Schou, der er journalist og kommer fra en stilling som radiovært på Danmarks Radio P1, mens hans hustru, 50-årige Jannie Lehmann bliver viceforstander.

Jannie Lehmann er oprindelig bibliotekar og har været biblioteks- og turistchef i Hørsholm kommune, men arbejder nu som kunsthåndværker med papir som materiale.

Parret afløser Mette Grønnegaard og Hans Jørgen Møller, der tidligere på året valgte at sige deres stillinger op efter otte år på højskolen.

- Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet med Christian Schou og Jannie Lehmann. Det var et enigt ansættelsesudvalg, som pegede på parret blandt de 49 ansøgere, og vi føler os helt sikre på, at de kan løfte arven efter Mette og Hans Jørgen, udtaler formanden for højskolens bestyrelse, Henning Poulsen, i en pressemeddelelse.

Stor appel til landets seniorer

Det nye forstanderpar blev tirsdag præsenteret for højskolens bestyrelse og personale. Her udtrykte begge samstemmende, at de glæder sig til den kommende opgave.

- Det er vores klare oplevelse, at vi kommer til en utrolig veldrevet højskole, med stor appel til landets seniorer. Vores ambition er at fortsætte den gode udvikling højskolen er inde i og forstærke højskolens rolle som kulturhus på egnen, udtaler Christian Schou.


Nyhedsoverblik