Nyt forslag til klapbroens afløser: Drop tunnelen og byg en skibslift

Slagsmålet om, hvorvidt Kong Frederik IX's bro over Guldborg Sund skal være klapbro eller ej, er ved at nå sin afsluttende fase. Nu er endnu et løsningsforslag dukket op.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kort før jul kom det offentligheden for øre, at Sund & Bælt vil sætte klapbroen Kong Frederik IX’s bro ved Nykøbing Falster fast. Resultatet vil betyde, at sejlskibe over 4 meter ikke vil kunne passere broen.

Formålet er at sikre en stabil jernbanedrift, lyder budskabet, men forslaget har vakt protest fra både 12 lokale sejlklubber og den lokale kommune, som ønsker at bevare klapbroen fra 1962, der er Danmarks nyeste af sin slags.

Siden december har der været alternative forslag fremme, der skal forene behovet for plads til både togtrafik og skibsfart ved de smalle Guldborg Sund. Først en tunnel, siden en højbro, en svingbro og nu også en skibslift – altså en form for elevator til sejlbåde.

quote Det koster, så jorden ryster, at drive en klapbro

Jens Erik Jørgensen, opfinder

Forslaget kommer fra Jens Erik Jørgensen, der betegner sig selv som opfinder.

- Tanken er, at man gør vej og jernbane uafhængig af skibstrafikken, forklarer han og beskriver videre:

- Man etablerer en lift, som løfter skibene op over vej og jernbane, og du slipper for alle tanker om en klapbro eller tunnel. Fordelen ved den her løsning er, at vi lukker den her bro, og så kan vi etablere liften helt uafhængigt af både Banedanmark og Vejdirektoratet.

En anden fordel er, at broen også dermed nemmere vil kunne støjisoleres, påpeger opfinderen.

Teknologien findes allerede

Skibsliften fungerer ved, at skibet sejler ind i et stort bassin på 5 x 16 meter og en dybde på 4 meter, som herefter løftes over broen. Det vil ifølge Jens Erik Jørgensen tillade skibe på ind til cirka 15 meters længde at passere.

Han vurderer, at konstruktionen vil kunne lade op til seks skibe i timen passere, svarende til en gennemsejlingstid på 10 minutter. Og selvom bassinet med vand og skib både skal løftes op, kures på en plade hen over både vej og jernbane, inden den sænkes ned på den anden side igen, så kan man ifølge opfinderen gøre det ret enkelt.

- Ved hjælp af kontravægte er det meget få kilo, som skal flyttes, forklarer han.

Læs også
Vil lukke broklappen over Guldborg Sund - sejlere frygter omvej på over 90 kilometer
Læs også
Vil lukke broklappen over Guldborg Sund - sejlere frygter omvej på over 90 kilometer

Erfaringer fra Tyskland skal gøre det muligt at realisere konceptet. For i Scharnebeck ligger der en lignende, og langt større skibslift, som løfter op til 5.400 tons.

Artiklen fortsætter under billedet

Skibsliften i Scharnebeck, Tyskland, som ifølge Jens Erik Jørgensen kan danne inspiration for den skibslift, han mener, bør opføres hen over Kong Frederik IX's bro. Gennemsejlingstiden for denne, dog noget større lift, er 15-20 minutter. Jens Erik Jørgensen mener, det vil kunne gøres på bare 10 minutter hen over broen ved Guldborgsund.
Skibsliften i Scharnebeck, Tyskland, som ifølge Jens Erik Jørgensen kan danne inspiration for den skibslift, han mener, bør opføres hen over Kong Frederik IX's bro. Gennemsejlingstiden for denne, dog noget større lift, er 15-20 minutter. Jens Erik Jørgensen mener, det vil kunne gøres på bare 10 minutter hen over broen ved Guldborgsund. Foto: Philipp Schulze/AFP/Ritzau Scanpix

- For vi skal ikke opfinde det hele på ny, siger Jens Erik Jørgensen, der altså lader forstå, at hans idé bygger på allerede kendt teknologi.

Og det er nødvendigt med et alternativ til de forslag, som allerede har været fremme, for forbindelsen over Guldborg Sund. Jens Erik Jørgensen tror nemlig ikke, der bliver bygget en tunnel under Guldborg Sund, hvilket blandt andre Venstres transportordfører, Kristian Phil Lorentzen, senest har ladet forstå, næppe bliver enden på diskussionen.

Artiklen fortsætter under grafikken.

- Og det koster, så jorden ryster at drive en klapbro, påpeger opfinderen.

quote Alt kan lade sig gøre. Men det bliver dyrt

Lars Damkilde, professor i bærende konstruktioner, Aalborg Universitet

Ifølge Banedanmark koster en udvidelse af den eksisterende klapbro til to elektrificerede jernbanespor 280 millioner kroner, imens en tunnel vil løbe op i mindst en milliard kroner. Men spørgsmålet er så, hvad en skibslift vil koste?

- Vi har ikke sat tal på driften af skibsliften endnu – man skal betjene den via mobil – og forslaget er 100 kroner for en overførsel, siger Jens Erik Jørgensen.

Ideen er ifølge opfinderen allerede forelagt Sund & Bælt, Banedanmark og flere politikere på Christiansborg.

Billigere end en tunnel, men dyrere i drift

TV2 ØST har præsenteret idéen om en skibslift for Lars Damkilde, der er professor i bærende konstruktioner ved Aalborg Universitet.

- Alt kan lade sig gøre. Men det bliver dyrt, siger han.

- Den her løsning vil blive billigere end en tunnel, men har nogle store energimæssige driftsudgifter foruden almindeligt vedligehold af løfte-skubbe-maskineri, som en tunnel ikke har.

Bro over Guldborgsund
Læs også
Sund og Bælt skifter forklaring om stor bro – nu skal de spare
Bro over Guldborgsund
Læs også
Sund og Bælt skifter forklaring om stor bro – nu skal de spare

Han peger på, at det ikke er uproblematisk at flytte et bassin med sejlskib op i luften for dernæst at skubbe den på tværs hen over en plade, inden den sænkes ned igen på den anden side.

- Det vil være voldsomt dyrt energimæssigt, fordi jeg har svært ved at se, hvordan man genanvender energien fra at køre ned til at køre op, sådan som man gør i en elevator.

Han vurderer, at hele konstruktionen vil skulle løfte omkring 200-300 tons sammenlagt 20 meter, fra skibet er sejlet ind, til det kan sejle videre igen.

- I teorien kan det sagtens lade sig gøre – men jeg tror, de fleste arkitekter vil sige, at det ikke er den kønneste konstruktion, siger Lars Damkilde med henvisning til, at det vil kræve en kraftig konstruktion at bære sejlbådene over.

Dertil finder Lars Damkilde også anlæggets kapacitet for, hvor mange skibe, der vil kunne flyttes i timen, en kende optimistisk.

VIDEO: Siden 1962 har Frederik IX's bro over Guldborg Sund åbnet for skibe. Nu arbejder Sund og Bælt for at lukke den. Hør sejlerne lufte deres bekymring ved en anden bro end klapbro.

 

Klapbroen er mere effektiv

Heller ikke hos sejlerne, som vil skulle bruge liften, ser man konceptets funktionalitet som værende klapbroen overlegen.

- Det er et fantasifuldt forslag. Det er svært, om man skal tage det alvorligt eller ej. På det første møde, vi havde med Lennart Damsbo Andersen (S), nævnte han et lignende forslag, som havde været fremme tidligere. Men det er måske den allersidste nødløsning, der i givet fald er en turistattraktion – og ingen kender den formidable pris, det vil koste, siger talsperson for Sejlklubberne i Guldborgsund Kommune, Palle Tørnqvist.

- Men bliver broen svejset fast, er alle løsninger velkomne.

Han tvivler særligt på liftens kapacitet.

- Hvis du forstiller dig, at broen er åben i ti minutter, vil man kunne ekspedere mindst 15 skibe, siger Palle Tørnqvist og tilføjer:

Frederik IX Bro 2
Læs også
Klapbroens skæbne besegles inden sommerferien - sejlklubber revser beslutningsoplæg
Frederik IX Bro 2
Læs også
Klapbroens skæbne besegles inden sommerferien - sejlklubber revser beslutningsoplæg

- Og sejlere har god tid – ellers var man ikke sejler – så ligger man en time eller to og venter på, at klokken lyder, og broen åbner.

Kreative forslag giver bagslag

De mange velmente alternative forslag til, hvordan den gordiske kunde omkring Kong Frederik IX’s Bro kan løsnes, skaber dog også nogle problemer, mener Palle Tørnqvist.

- Vi er ret kede af, at Sund & Bælt i beslutningsgrundlaget til politikerne på Christiansborg siger, at de følger den lokale debat, men her kun nævner de fantasifulde og urealistiske forslag. Vi bliver udstillet som en flok bondetåber, siger Palle Tørnqvist og tilføjer:

- I hele forløbet er vi fremkommet med forslag fra sejlklubberne, som politikerne har betegnet som saglige.

Her peger han på, at sejlklubberne taler for en klapbro, og at man med denne vil kunne klare sig med bare seks daglige åbninger i ti minutter ad gangen. I dag åbnes broen helt op til hver halve time.

Ifølge flere kilder fra forligskredsen til anlægsloven for det danske landanlæg vil der allerede inden sommerferien blive truffet politisk beslutning om, hvorvidt klapbroen opretholdes, eller der skal anlægges et alternativ.


Nyhedsoverblik