Nysgerrige strømmer til vikingeborg - nu skal skilte og åbent hus holde dem på afstand

Gæsterne strømmer til den tidligere vikinge- og middelalderborg ved Virket på Falster. Nu er der sat skilte op, der både kan give information – og holde folk på afstand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nysgerrige på ture langt fra de offentlige veje og stier og nysgerrige børnefamilier på udflugt ind over golfbanen, eller på vandretur gennem struttende kornmarker har nu fået Museum Lolland-Falster til at opsætte informationsskilte omkring vikingeborgen, der blandt andet opfordrer de besøgende til at se på afstand - og til at arrangere et åbent hus-arrangement den 16. juni, så de nysgerrige for alvor kan få deres nysgerrighed stillet.

quote Mange tror, at der er noget at se herude. Og det er der jo ikke rigtig, hvis man går på egen hånd

Leif Plith Lauritsen fra Museum Lolland-­Falster

- Problemet er, at mange tror, at der er noget at se herude. Og det er der jo ikke rigtig, hvis man går på egen hånd. Der er kun selve landskabet, og hele området er jo i privat eje, siger Leif Plith Lauritsen fra Museum Lolland-­Falster, der står for udgravningen, der gennemføres i samarbejde med arkæologer og studerende fra Aarhus Universitet.

TV2 ØST talte med nogle af de mange besøgende på borgen i sidste uge. De fortalte, at de kom til borgen for at se stedet, og fortalte om deres interesse for stedet – og nogle også om en lokalpatriotisk stolthed ved at se det store fortidsminde på Falster.

Hvor de besøgende dog især holdt sig til selve området omkring udgravningen i sydvolden, hvor arkæologerne også arbejdede, så er flere gået på opdagelse i området i weekenden.

Artiklen fortsætter under grafikken.

 

Information til besøgende

Et af formålene med både skiltene og åbenthus-arrangementet den 16. juni er at løfte presset af nysgerrige, der på egen hånd tager på udflugt på golfbanen og markerne omkring borgen.   

quote Det er vigtigt, at man som besøgende tænker på, at det her er nogens ejendom

Leif Plith Lauritsen fra Museum Lolland-­Falster

- Det er vigtigt, at man som besøgende tænker på, at det her er nogens ejendom. Der er jo ikke fund eller andet at se herude – og ligesom man ikke sætter pris på, at nogen går igennem ens have, så skal man heller ikke gå igennem en privat mark eller tværs over en golfbane, lyder opfordringen fra Leif Plith Lauritsen.

Også områdets ejer opfordrer folk til at se sig for og passe på.

- Det er en golfbane herude. Folk skal altså passe på – det kan være farligt at gå rundt på den, siger Henrik Fabienke fra Skørringe Gods, der ejer Falsters Golfbane, til TV2 ØST.

Guidet tur på borgen

Åbent hus-arrangementet på borgen afholdes den 16. juni mellem klokken 16.00 og 20.00. 

På grund af restriktionerne i forhold til coronasmitte skal besøgende på forhånd købe billet til arrangementet hjemmefra, og kan ikke bare møde op.

 - Vi har fået et utal af forespørgsler om åben udgravning, og nu hvor det er blevet muligt igen at forsamle sig i større grupper, så inviterer vi til åben udgravning, siger Kasper Høhling Søsted, som er kulturarvschef på Museum Lolland-Falster.

Prisen for at deltage er 50 kroner for personer over fire år, og billetindtægterne går ubeskåret til at få foretaget flere kulstof-14-prøver fra borgens mange historiske lag.

Billetterne kan fra og med torsdag købes på museets hjemmeside, www.museumlollandfalster.dk.


Nyhedsoverblik