Nykøbing FC vinder efter mål i overtiden

Hele syv mål blev der scoret, da Nykøbing FC torsdag aften mødte Vejle. Førstnævnte kom sejrrigt ud af opgøret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det så ellers ud til, at Nykøbing FC måtte nøjes med uafgjort mod Vejle, efter at have smidt ikke bare én, men to tomålsføringer væk i løbet af kampen.

Men i dommerens overtid dukkede hjemmeholdets topscorer Joachim Wagner pludselig op og sikrede Nykøbing FC sejren på 4-3 efter en sand målfest.

Nykøbing var efter en halv times spil foran med 2-0 på to mål af Mikkel Dahl, hvorefter Vejle fik reduceret kort før pausen.

Hjemmeholdet havde dog stadig overtaget i 2. halvleg og kom i 59’ minut foran med 3-1 på mål af Joachim Wagner.

Overvintrer på 8. pladsen

Men så begyndte forspringet at smuldre og inden for to minutter fik udeholdet udlignet ved to mål af Vejles Christian Kudsk.

I de resterende 20 minutter af kampen så det ud til, at de to hold skulle dele point, men Joachim Wagner fra Nykøbing havde altså andre planer.

Resultatet på 4-3 betyder, at Nykøbing ligger nummer 8 med 27 point henover vinterpausen.

 

 


Nyhedsoverblik