Ny hjælp til voldtægtsofre i regionen

To nye centre for voldtægtsofre åbner i Holbæk og Nykøbing Falster. Tidligere har sjællandske voldtægtsofre skullet til Rigshospitalet for at få hjælp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I årevis har sjællandske kvinder, der er blevet voldtaget, ikke haft mulighed for at få akut hjælp og behandling i nærheden af, hvor de bor.

Mens kvinder i alle andre regioner efter et overgreb kan ty til lokale centre for voldtægt, er kvinderne i Region Sjælland blevet henvist til Rigshospitalet i København.

Men 3. marts får de sjællandske kvinder egne centre, som åbner i henholdsvis Holbæk og Nykøbing Falster, det skriver DR Sjælland.

Det er en rapport udarbejdet af Sundhedsstyrelsen i 2012, som har fået Region Sjælland til at oprette de to centre for voldtægtsofre.

Rapporten viser en underrepræsentation af voldtægtsofre fra den sjællandske region, hvilket ifølge Sundhedsstyrelsen skyldes, at de aldrig møder op på Rigshospitalet og derfor ikke får den nødvendige hjælp.

- Mange af dem, som bliver udsat for et seksuelt overgreb, er nødt til at tage offentlige transportmidler, og så er der simpelthen for lange transporttider fra for eksempel Nakskov til Rigshospitalet, siger lægefaglig konsulent i Region Sjælland, Britta Ortiz til DR Sjælland.

Der er altså flere kvinder i den sjællandske region, der aldrig har fået de tilbud, de har behov for.

I Regionsrådet erkender formand Jens Stenbæk (V), at man ikke har været klar over problemet.

- Vi troede, at centret på Rigshospitalet var det bedste tilbud, vi kunne give vore borgere. Det er først med rapporten 2012, at det er gået op for os, at vi kan give et bedre tilbud i vores egen region, siger Jens Stenbæk.

Han glæder sig over, at kvinderne i Region Sjælland nu får samme tilbud som kvinder andre steder i landet.

 


Nyhedsoverblik