Ny fase er i gang – første fundamenter til ny Storstrømsbro støbes direkte på havbunden

Byggeriet af den nye Storstrømsbro er nu for alvor i gang. De første fundamenter til broen støbes på havbunden nord for Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To centimeter tykke metalplader holder vandet væk fra byggepladsen til et af de største broprojekter i Danmark.

Byggepladsen hedder 22s og de mange arbejdere møder hver dag ind til en arbejdsplads, der ligger under havets overflade. Her støber de fundamenterne til bropillerne på den nye Storstrømsbro direkte på havbunden.

quote Her er vanddybden så lille, så man kan ikke rigtig sejle de her store elementer ind på plads

Niels Gottlieb, projektleder, Storstrømsbroen.

- Lige nu er de ved at binde jern, som det hedder. De laver det jernarmering, som er en del af en betonkonstruktion, forklarer Niels Gottlieb, der er projektchef på Storstrømsbroen.

Et stort byggeri

Fire af de i alt 45 bropiller til den nye Storstrømsbro bliver støbt direkte på havbunden.

- Resten af broen bliver lavet af store betonelementer, der bliver støbt på elementfabrikken på Masnedø i Vordingborg Kommune, og bliver sejlet ud, forklarer Niels Gottlieb.

- Men her er vanddybden så lille, så man kan ikke rigtig sejle de her store elementer ind på plads, så derfor bygger vi broen på samme måde, som hvis det havde været på land, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Arbejderne binder armeringsjern, som efterfølgende støbes ind i store mængder beton. 
Arbejderne binder armeringsjern, som efterfølgende støbes ind i store mængder beton.  Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Niels Gottlieb glæder sig over, at byggeriet af den nye bro mellem Falster og Masnedø nu er gået ind i en ny fase.

- Nu sker det jo i virkeligheden, så det er da stort, siger projektlederen, der også er imponeret af størrelsen af byggeriet.

- Sådan et fundament er større end et normalt parcelhus, siger han.

- Så det er nogle rigtig, rigtig store dimensioner, siger Niels Gottlieb, som forklarer, at når jernarmeringen er på plads, bliver hvert af de to huller i havbunden fyldt op med mellem 4000 og 5000 tons beton.

Artiklen fortsætter under billedet.

Niels Gottlieb, projektleder, Storstrømsbroen.
Niels Gottlieb, projektleder, Storstrømsbroen. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Vigtig opgave for lokalt firma

En af dem, der også er imponeret over det store byggeri, er Lasse Mikkel Petersen, der er projektleder i entreprenørfirmaet Holbøll.

Firmaet fra Lov ved Næstved er hyret ind til at gøre det muligt at støbe på havbunden, og projektlederen er meget glad for den opgave.

Byggeri Storstrømsbro
Læs også
Byggeriet af Storstrømsbro har fået 87 strakspåbud
Byggeri Storstrømsbro
Læs også
Byggeriet af Storstrømsbro har fået 87 strakspåbud

- Det er noget, som vi går meget op i som lokalentreprenør virksomhed, fortæller han.

- Det har gjort meget at komme med på den sag hernede. Det er 20 minutter fra, hvor vi holder til, og selvfølgelig vil vi gerne være en del af den opgave, siger Lasse Mikkel Petersen, der også personligt er glad for at være med til at bygge den nye bro.

- Det er da noget, jeg kan snakke om resten af mit liv, det synes jeg da også er spændende, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lasse Mikkel Petersen, projektleder, Holbøll.
Lasse Mikkel Petersen, projektleder, Holbøll. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Det er Holbøll, der har sørget for, at de to centimeter tykke metalplader holder vandet væk fra de to byggepladser i havet ud for Falster.

De har også gravet ud i havbunden, så det bliver muligt at støbe fundamenterne til de to første bropiller, og firmaets arbejde på de to byggepladser er faktisk snart slut.

- Vi har været i gang siden midten af august og skulle meget gerne afslutte arbejdet inden for en lille uges tid, fortæller Lasse Mikkel Petersen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Holbøll lægger et lag af sand, som fundamenterne støbes på.
Holbøll lægger et lag af sand, som fundamenterne støbes på. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Biler kan efter planen køre over den nye Storstrømsbro fra efteråret 2022, mens der bliver åbnet for tog i 2023.

I 2025 forventes trafikken på broen at være på omkring 8000 køretøjer i døgnet, og når Femernforbindelsen til Tyskland åbnes, forventes cirka 40 passagertog og 78 godstog at passere broen per døgn.

Den gamle Storstrømsbro bliver først revet ned, når den nye er åbnet for både biler og tog.

 
  Foto: Jacob Linddahl - TV2 ØST

Nyhedsoverblik