Guldborgsund

Ny borgmester vil rive Torbens sommerhus ned: - Der er ingen sund fornuft

I Guldborgsund Kommune har ti poolsommerhuse fyldt meget i valgkampen. Husene lever ikke op til lokalplanen, og nu vil den nye borgmester have dem revet ned.

Fra årsskiftet kan Socialdemokratiets Simon Hansen kalde sig borgmester i Guldborgsund Kommune. Det kommer til at få betydning for de 10 meget omdiskuterede poolsommerhuse ved Marielyst på Falster.

- Vores udgangspunkt er, at de skal rives ned, siger Simon Hansen.

quote Der er jo ingen sund fornuft i, at de skal rives ned

Torben Skab, sommerhusejer

Simon Hansen indgik på valgaftenen en konstitueringsaftale med Dansk Folkeparti, som fik et fint resultat med seks mandater. Partiets spids er René Christensen, og han er enig med den nyvalgte borgmester.

Kommunen overholdt ikke loven, da de gav byggetilladelserne til de 10 sommerhuse stik imod lokalplanen. Det må kommunen ifølge René Christensen tage konsekvensen af.

- Når en borger har bygget en carport til 100.000 kroner direkte i et skel, så sender vi en besked til borgeren om, at den skal fjernes straks, og hvis ikke man fjerner den, så får man dagbøder. Det er den magt som en kommune har, siger han og fortsætter:

- Når det så er kommunen selv, der kommer galt afsted, så siger man: ”Nå, så retter vi det op, det var ikke så galt”. Det her er ikke pengene. Det er princippet. Vi lever i et retssamfund, siger René Christensen.

Dansk Folkepartis René Christensen støtter den nyvalgte borgmester, og mener også, at kommunen bliver nødt til at rive sommerhusene ned.
Dansk Folkepartis René Christensen støtter den nyvalgte borgmester, og mener også, at kommunen bliver nødt til at rive sommerhusene ned. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Ingen sund fornuft

Torben Skab fra Maribo er en af dem, der har købt et af de store sommerhuse i Marielyst. Han kan ikke se meningen i, at hans helt nybyggede sommerhus skal rives ned.

- Der er jo ingen sund fornuft i, at de skal rives ned, siger han.

Der er plads til mange i de store sommerhuse. Derfor frygter naboerne, at de vil tiltrække horder af festende og larmende unge.
Der er plads til mange i de store sommerhuse. Derfor frygter naboerne, at de vil tiltrække horder af festende og larmende unge. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Sagen om de store sommerhuse har fyldt i valgkampen. Det er nemlig blevet slået fast, at kommunen gav byggetilladelserne til sommerhusene i strid med den gældende lokalplan for området.

Valget har stået mellem at rive dem ned eller ændre lokalplanen på bagkant, så byggeriet kunne lovliggøres. Den siddende borgmester John Brædder fra Guldborgsundlisten og Venstre foreslog det sidste.

Torben Skab ejer et af de nye kæmpesommerhuse, og han synes, at det er under al kritik, hvis de bliver revet ned.
Torben Skab ejer et af de nye kæmpesommerhuse, og han synes, at det er under al kritik, hvis de bliver revet ned. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Torben Skab havde satset på, at de fik ret. Derudover mener han, at argumentet om at husene tiltrækker unge, festende og larmende gæster, som ødelægger området, er helt hen i vejret.

- Nu har jeg haft mit sommerhus i godt et år, og i over 90 procent af tilfældene er det tre generationer, der lejer huset for at være sammen, siger Torben Skab, der betalte 5 millioner kroner for sit sommerhus.

De store sommerhuse er blandt andet udstyre med swimmingpools.
De store sommerhuse er blandt andet udstyre med swimmingpools. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Han forventer, at han og de øvrige ni ejere bliver fuldt kompenseret, hvis det kommer til nedrivning.

Dyrt for kommunen

Hos valgets vinder vil man ikke gisne om, hvad regningen bliver for kommunen. Men at det kommer til at koste penge, er han bevidst om.

- Jeg forestiller mig da ikke, at det bliver gratis. Der sidder nogle, som har købt de her sommerhuse i god tro, og det er rigtig synd for de her mennesker, som er endt i en rigtig kattepine. De har krav på kompensation et eller andet sted fra. Om det bliver kommunen eller bygherre, det tror jeg, domstolene kommer til at afgøre, siger Simon Hansen.

Den nyvalgte borgmester i Guldborgsund Kommune vil rive de 10 sommerhuse ned, uanset hvad det kommer til at koste for kommunen
Den nyvalgte borgmester i Guldborgsund Kommune vil rive de 10 sommerhuse ned, uanset hvad det kommer til at koste for kommunen Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Byretten har netop slået fast, at det vil være lovligt, hvis Guldborgsund Kommune ændrer i lokalplanen for at lovliggøre sommerhusene. 

DEL: