Nu må efterskoleeleverne vende tilbage: - Det er, som da vi vandt EM i 1992

Her til aften kan de første elever vende tilbage til deres efterskoler her i regionen – imens resten følger trop i morgen, mandag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter en tre måneder lang corona-hjemsendelse kan eleverne på Næsgaard Efterskole ved Stubbekøbing i morgen vende tilbage. Allerede i dag, hvor de sidste forberedelser blev gjort klar, var begejstringen over snart at byde eleverne velkommen tilbage svær at overse:

- Det er næsten som at sammenligne med, da vi vandt EM i 1992. Det er en kæmpe stor dag, siger Anders Bøje Jørgensen, forstander, Næsgaard Efterskole på det nordøstlige Falster.

Næsgaard Efterskole har rødder i den tidligere Øster Alslev Ungdomsskole, men rykkede i 2010 ind i de bygninger, der hidtil udgjorde Næsgaard Agerbrugsskole.
Næsgaard Efterskole har rødder i den tidligere Øster Alslev Ungdomsskole, men rykkede i 2010 ind i de bygninger, der hidtil udgjorde Næsgaard Agerbrugsskole.

Han har taget TV2 ØST en tur med rundt på skolen og fortæller her om de forberedelser, der er ved at blive gjort til den helt store velkomst:

- Langs hele indkørslen vil der stå medarbejdere med flag og byde velkommen til vores savnede elever. Det er pedeller, køkkendamer, lærere og administrationsmedarbejdere. Det er alle, der kommer ud for at tage imod – det bliver simpelthen så godt.

Og den glæde går hele vejen rundt blandt personalet:

- Vi glæder os rigtig meget, men det er også med en hvis spænding i maven. Det bliver bare spændende at få dem tilbage, og vi er spændte på, hvordan de reagerer efter at have været væk fra hinanden i så lang tid, siger lærer Anne Black Pedersen, som søndag var mødt op på skolen for at hjælpe til med morgendagens genåbning.

Lærer Anne Black Pedersen er spændt på, hvordan eleverne reagerer på at komme tilbage på skolen.
Lærer Anne Black Pedersen er spændt på, hvordan eleverne reagerer på at komme tilbage på skolen. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

En af dem, der venter på at komme tilbage på Næsgaard Efterskole, er eleven Gustav Mortensen fra Holme Olstrup ved Næstved.

- Jeg håber, det bliver et dejligt gensyn og en masse fede stunder, som man havde tænkt, at efterskolen skulle være, siger han og fortæller videre, at det til tider har været hårdt de seneste tre måneder:

- Der har været dage, hvor man har været helt nede i kulkælderen, fordi man ikke har haft kontakt til de andre, siger han.

- Det er en stor del, af det liv, jeg har levet, som har været væk fra mig i en periode, og nu kommer det tilbage.

Gustav Mortensen glæder sig til at få efterskole livet tilbage igen. I dag blev tøjet pakket igen: - Det er en mærkelig følelse – det er den store pakning en gang til, som fra da jeg tog afsted. Det er lidt mærkeligt, at nu forlader man hjemmet endnu engang, siger han.
Gustav Mortensen glæder sig til at få efterskole livet tilbage igen. I dag blev tøjet pakket igen: - Det er en mærkelig følelse – det er den store pakning en gang til, som fra da jeg tog afsted. Det er lidt mærkeligt, at nu forlader man hjemmet endnu engang, siger han. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Og i hjemmet i Holme Olstrup synes Gustav Mortensens far, Jacob Mortensen, da også at det efterskoleophold, hans søn havde set så meget frem til, måtte have udfoldet sig anderledes:

- Vi kan ikke gøre noget ved det. Men det er smadder ærgerligt. Vi har valgt at sige, at vores dreng skulle på efterskole, og så har han ikke kunnet få det år, som vi har gået og glædet os til.

Jacob Mortensen har i de seneste uger prøvet at hjælpe med at holde humøret oppe hos sin søn:

- Jeg synes, det har været en svær periode, for vi har kunnet mærke, at det også har påvirket Gustav. Han er altid en energifyldt mand – men jeg kan godt se, at der har været perioder, hvor der ikke har været så meget energi tilbage, siger han og tilføjer:

- Men han har løbetrænet, og vi har været nede at vinterbade en gang om ugen i Karrebæksminde, så vi har forsøgt at gøre nogle ting.

Jacob Mortensen har i de seneste uger forsøgt at holde humøret oppe hos sin søn, der ikke har fået det efterskoleår, de havde håbet på - men som han siger: - Vi kan ikke gøre noget ved det.
Jacob Mortensen har i de seneste uger forsøgt at holde humøret oppe hos sin søn, der ikke har fået det efterskoleår, de havde håbet på - men som han siger: - Vi kan ikke gøre noget ved det. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

For at genoptage efterskolelivet skal eleverne lade sig teste for corona en gang om ugen. Men forstander Anders Bøje Jørgensen ser det som et lille offer for at få eleverne tilbage:

- Der vil komme en rutine, som vi aldrig har prøvet før. Men det skal vi nok klare. Og det har jeg ikke hørt nogen elever, der har sagt, at det vil de ikke være med på, siger han og tilføjer:

- Bare det, at vi kan få eleverne tilbage, så klarer vi også det.

Foruden de ugentlige coronatests, skal eleverne i morgen, mandag, hvor Næsgaard Efterskole genåbner, møde frem med en negativ coronatest. I de kommende uger bliver skolelivet foruden masser af håndsprit og afstandskrav i undervisningen også anderledes af, at skolens godt 170 elever skal være opdelt i sociale bobler på cirka 22 elever.

Selvom efterskolelivet er fortsat på distancen i de seneste tre måneder, efter at eleverne blev hjemsendt kort før jul, så har forberedelserne de seneste dage kørt på højtryk.

Forstander Anders Bøje Jørgensen viser et af skolens lokaler frem, der skal fungere som lokalt coronatest-center på skolen.
Forstander Anders Bøje Jørgensen viser et af skolens lokaler frem, der skal fungere som lokalt coronatest-center på skolen. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

- Det er lidt at sammenligne med, når man skal starte et nyt elevhold – bare endnu vildere – for vi kender de her elever, og vi ved, hvad de har været igennem, siger forstanderen.

Han er meget imponeret over, hvor godt eleverne trods omstændighederne har klaret en noget anderledes tid af deres efterskoleophold – men nu gælder det om at se fremad:

- Der er noget livsbekræftende i forårets komme, og der er noget endnu mere livsbekræftende i, at eleverne kommer tilbage igen, siger Anders Bøje Jørgensen.

Frem til påske er det Falck, som vil teste for coronavirus på Næsgaard Efterskole. Herefter skal efterskolen selv stå for at teste både elever og lærere.


Nyhedsoverblik