Nu åbner legestue for fædre

Fars Legestue i Guldborgsund Kommune åbner 4. juni. Hver fredag kan fædre og deres små børn dukke op til tre timers leg og samvær.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fredag den 4. juni åbner Fars Legestue i Guldborgsund. Her kan fædre med børn i alderen 0-3 år komme og være aktive sammen med deres børn. Det skriver Guldborgsund Kommune i en pressemeddelelse. 

Mens mødre i mange år har samlet sig i mødregrupper for have et fællesskab om samværet med de små børn, har fædrene været mere overladt til sig selv. 

Nu går Guldborgsund Kommune sammen med Guldborgsund Frivilligcenter om at etablere en legestue for fædre. 

Her kan de møde andre fædre, der som dem selv enten er på barsel eller holder en fridag med deres barn, og søskende op til fem år må også komme med.

Kaffe og spørgsmål

Fars Legestue er et åbent tilbud uden tilmelding, og den får til huse i Musiksalen på Kulturforsyningen i Nykøbing. 

Ud over leg og fællesskab mellem børn og fædre er der mulighed for at spørge en sundhedsplejerske til råds om de spørgsmål, der trænger sig på, ligesom der i hele åbningstiden vil være en tovholder til stede, som sikrer, at der altid er kaffe på kanden og god stemning.

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

Fakta om Fars Legestue:

  • Fars Legestue er kun for fædre og deres børn i alderen 0-3 år - søskende op til fem år er også velkomne.

  • Tid: Legestuen er åben hver fredag klokken 12-15. Første gang er fredag den 4. juni.

  • Sted: Musiksalen på Kulturforsyningen, Voldgade 1, Nykøbing F.

  • Husk: Der skal fremvises coronapas eller negativ coronatest.

  • Det er et åbent tilbud, så der er ikke behov for tilmelding.

  • Der er en frivillig tovholder fra Guldborgsund Frivilligcenter til stede i hele åbningstiden.

  • Mellem klokken 12 og 13 er der desuden en sundhedsplejerske fra Guldborgsund Kommune til stede, hvis man har spørgsmål, eller hvis man har brug for sundhedsfaglige råd og vejledning.


Blandt sundhedsplejerskerne i Guldborgsund Kommune har der længe været et ønske om at etablere en legestue for fædre, og derfor er sundhedsplejerskerne Ditte Juliussen og Maibritt Nellemann glade for, at Guldborgsund Frivilligcenter sagde ja til at være samarbejdspartner og drive selve legestuen.

- Fædre og mødre er lige vigtige omsorgspersoner for barnet, og ligesom mødre har brug for et fællesskab omkring børn, så har fædre brug for det samme. Som forældre har vi forskellige roller, og vi gør tingene forskelligt som mor og som far, lyder det fra Maibritt Nellemann. 

- Med Fars Legestue vil vi skabe et rum for, at fædrene får mulighed for i højere grad at værdisætte sig selv som far og til at være sammen med barnet på deres måde, siger Maibritt Nellemann, som sammen med Ditte Juliussen udgør Guldborgsund Kommunes to far-ambassadører.

Udskudt på grund af corona

Fars Legestue skulle have været skudt i gang i januar, men forsamlingsforbuddet og coronarestriktionerne betød, at datoen for den første legestue er blevet flyttet frem til den 4. juni. 

Signe Schneekloth, der er frivilligkoordinator i Guldborgsund Frivilligcenter, glæder sig derfor ekstra meget til, at der nu kan komme gang i legen på Kulturforsyningen.

- Det er vigtigt, at vi får sat ekstra fokus på fædrenes rolle i barnets liv, og det er noget, der ligger os meget på sinde. Derfor tøvede vi heller ikke med at sige ja til et samarbejde, da vi blev kontaktet af Sundhedsplejen i Guldborgsund Kommune. Vi glæder os meget til at åbne dørene for kommunens fædre, og vi ser frem til, at legestuen med tiden vil vokse, så mange fædre og børn vil få gavn af den, siger Signe Schneekloth.

Konceptet for legestuen er udviklet af Forum for Mænds Sundhed og støttet af Nordea-fonden.


Nyhedsoverblik