Når det danske kvindelandshold i håndbold i næste uge skal spille træningsturneringen Golden League i Frankrig, så bliver det med endnu en NFH-spiller i truppen.
Venstrefløjen Lærke Nolsøe Pedersen er nemlig blevet efterudtaget til truppen, skriver Dansk Håndbold Forbund (DHF) på sin hjemmeside.
Skal spille tre træningskampe
NFH-spilleren skal afløse Maria Fisker fra Randers HK, som i længere tid har haft problemer med sin ene fod. Derfor har landstræner Klavs Bruun Jørgensen valgt at indkalde Lærke Nolsøe Pedersen.
- Vi ville selvfølgelig gerne have haft Maria med, men vi ved omvendt godt, hvor hun står, og derfor var der ikke nogen grund til at gøre foden værre. Nu har vi i stedet muligheden for at se nærmere på Lærke Nolsøe, som tidligere har været forhindret i at deltage på vores samlinger på grund af skader, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen ifølge DHF.
Danmark skal møde Frankrig, Rusland og Norge i de tre træningskampe. Foruden venstrefløjen er også stregspilleren Sarah Iversen fra NFH en del af landsholdstruppen.