NFH rykkede et skridt tættere på slutspillet

Håndboldkvinderne fra Falster vandt onsdag stort over storholdet Viborg. Slutspillet er nu inden for rækkevidde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var ikke noget at rafle om i onsdagens opgør mellem Viborg og Nykøbing Falster Håndbold.

Sidstnævnte bragede nemlig midtjyderne langt ud af banen og hev en sejr på ti mål hjem, 33-23, på en kogende hjemmebane foran 1.400 tilskuere.

Det var ellers ikke hele kampen igennem, at NFH så ud til at tage sejren så sikkert. De to hold gik til pause helt lige, 13-13, men da holdet var bagud 17-18, scorede NFH ni mål i træk, uden Viborg fik et ben til jorden.

Udsigt til slutspil

Det var blandt andet en storspillende Mette Sahlholdt i målet, der sikrede, at Jyderne ikke fik scoret i lange perioder i anden halvleg.

- Nogle gange står man bare de rigtige steder. Det gjorde jeg i dag, sagde hun til TV ØST efter kampen.

- Det var så godt at slå Viborg. Det er ikke mange gange det sker, så det er vi rigtig glade for. Jeg synes, vi står godt i vores forsvar, og vi får nogle kontramål, og så løser vi angrebsspillet rigtig godt i anden halvleg, sagde målmanden efter kampen.

Dermed ser håndboldkvinderne fra NFH mere og mere ud til at være et godt bud på en slutspilsdeltager. Holdet ligger netop nu nummer tre i Primo Tours Ligaen, og det er de seks bedste, som går med videre til slutspillet.

Der venter dog flere svære kampe de næste dage. Næste kamp i den hjemlige liga er nemlig topholdet fra FC Midtjylland, og allerede søndag bliver første kvartfinale i EHF-Cuppen fløjtet i gang. Her venter et andet dansk hold, nemlig Randers HK.


Nyhedsoverblik