NFH henter svensk landsholdsspiller og nordmand

Den rutinerede svensker Angelica Wallén skifter til NFH i den kommende sæson sammen med norske Tiril Merg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH) bliver forstærket til den kommende sæson.

Onsdag meddelte klubben i en pressemeddelelse, at man både henter svenske Angelica Wallén og norske Tiril Merg.

Angelica Wallén er svensk landsholdsspiller og har indgået en toårig kontrakt med NFH.

- Vi har ledt efter en bagspiller mere, og det glæder os, at vi har fundet en rutineret bagspiller, der har spillet i den danske liga tidligere og har stor rutine internationalt, siger klubformand Henrik Hansen.

31-årige Angelica Wallén skifter fra Skuru IK i hjemlandet, og hun vender dermed tilbage til dansk håndbold, hvor hun tidligere har spillet for Team Esbjerg og Randers HK, som hun sikrede bronzemedaljer med i 2014.

Wallén har spillet 78 landskampe for Sverige og scoret 100 mål.

- Jeg har spillet i dansk håndbold i fem år, men jeg føler, jeg får noget nyt ved komme til NFH på mange forskellige områder.

- Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med den nye sæson og være en del af det projekt, som NFH har startet, siger Wallén i meddelelsen.

Norsk back med international erfaring

Klubben præsenterede onsdag også nordmanden Tiril Merg, der er udset til at afløse Pernille Homsgaard i midterforsvaret og i bagkæden.

Tiril Merg spiller venstre back og er hentet i norske Glassverket IF.

- Vi fik set Tiril, da vi mødte Glassverket IF i EHF-gruppespillet. Vi tror på, at hun kan udvikle sig yderligere i NFH både i angrebet og i vores midterforsvar, siger Henrik Hansen.

NFH spillede sig for nylig i DM-finalen i Primo Tours Ligaen på bekostning af Viborg HK.

I finalekampene møder NHF København Håndbold, og det første opgør spilles 13. maj.


Nyhedsoverblik