25-25.
Det blev det skuffende resultat efter NFHs anstrengelser mod det norske hold Glassverket søndag aften. Kampen var den tredje for falstringerne i EHF Cuppen, hvor holdet dog stadig indtager førstepladsen i gruppen.
NFH-føring i pausen
Inden opgøret var NFH storfavoritter mod gruppens bundprop, og NFH førte da også 16-14 efter første halvleg. Men efter pausen halede de norske underdogs ind på danskerne, der i store dele af anden halvleg var bagud.
Falstringer kom tilbage
Men med en håndfuld minutter tilbage af kampen lykkedes det NFH at komme tilbage og udligne til stillingen 25-25. Det blev også kampens resultat, selv om begge hold havde muligheden for at afgøre kampen til allersidst.
Efter kampen var NFHs cheftræner ikke tilfreds med resultatet.
- Jeg er skuffet. Jeg synes ikke, vi investerer det, der skal til, og vi brænder for mange chancer, siger Niels Agesen.
Stadig gruppens nummer et
Med det uafgjorte resultat mod Glassverket indtager NFHs kvinder stadig førstepladsen i gruppen med fem point. Det er et mere end tyske TuS Metzingen på andenpladsen.