Netværk hjælper mikrovirksomheder

Små virksomheder og iværksættere mødtes i dag i Nykøbing Falster for at få inspiration til at føre skæve ideer ud i livet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Merethe Kepp deltog i mødet. Hun har for nylig gjort en god ide til virkelighed.

- Jeg har været med til at starte et netværk, der hedder Ferierytter, siger Merethe Kepp.

Sammen med fire andre hesteinteresserede kvinder fra Falster har hun strikket fire færdige feriepakker sammen til turister, der gerne vil nyde Lolland og Falster på hesteryg. Ferierytter.dk sørger for overnatning, opstaldning til hesten, rideruter og guider. For Merethe Kepp og de andre iværksættere har det krævet mange timers arbejde uden løn.

- Vi har søgt og fået 63.000 kroner fra Guldborgsund Kommunes udviklingspulje, og det er vi virkelig glade for. Det har gjort, at vi kunne starte op, siger Merethe Kepp, som er projektleder på Ferierytter.dk.

Emnet på dagens inspirationsmøde i Nykøbing Falster var netop hvordan, man rejser kapital til at føre sin gode virksomhedside ud i livet. Netværket Mikronet stod bag arrangementet.

- Vi er ikke klassiske vækstvirksomheder, men vi er attraktive for et område som Lolland-Falster, for hvis du vil flytte hertil, så viser vi, at der er muligheder, og man kan starte sin egen virksomhed, siger Abelone Glahn

Læs mere om Mikronet her: http://mikronet.dk/

Læs mere om Ferierytter her: http://www.ferierytter.dk/velkommen


Nyhedsoverblik