Skoleskemaet stod på motion for 7.-9. klasse fra Sakskøbing Skole. Sammen med kammeraterne prøvede Jacob Hansen fra 7.a derfor kræfter med zumba.
- Det var første gang jeg prøvede at danse zumba, så det var ikke så nemt, for det var nogle svære trin. Men det er fedt at prøve noget anderledes end bare det samme, siger Jacob Hansen.
De ældste elever fra seks andre skoler var også hoppet I sportstøjet til en idrætsdag, der forløb samtidig i Eskilstrup, Ravnsborg, Nørre Alslev, Toreby, Maribo og Rødby på Lolland og Falster. Aktiviteterne varierede fra parkour og streetsoccer til cykelløb og badminton. Udover de mange sportsaktiviteter skulle alle elever også deltage i en workshop om sund kost og sund livsstil.
Mens eleverne fik sved på panden, var 85 lærere og pædagoger sat på skolebænken. De skulle lære mere om, hvordan man får idræt og sund kost ind I undervisningen. Så det sunde valg bliver det nemme valg. Det er vigtigt ifølge Søren Andersen, som er pædagog på Eskilstrup Skole.
- Jeg håber eleverne får en fællesskabsfølelse, at de får rørt lattermusklerne, og at deres motion kommer helt I top. Deres bevægelse i hverdagen er vigtig for deres skolegang og indlæring.
Det er ude på skolerne, at sundheden skal fremmes. Det var grunden til at Region Sjælland og projektet Sund Uddannelse havde stablet arrangementet på benene. Til den opgave var DGI Storstrømmen og de lokale foreninger hevet ind for at få dagen til at spille.