¨

Mobilmasten forsvandt også på Lolland

Foto: TV ØST

Det er ikke kun i Ørslev ved Ringsted, at TDC har taget en mobilmast ned - det samme skete på Lolland sidste år.

Mobilforbindelsen er langt fra så god i Sundtoften, som den har været.

- Det fungerer, men det er ikke optimalt i forhold til, hvad det gjorde før i tiden, fortæller Tommy Sørensen, som er vicevært i boligområdet i Sundby på Lolland, som ligger tæt på Falster og Nykøbing F.

Ny lejekontrakt var for dyr

Sidste sommer rev TDC den mast ned, som selskabet havde stående ved Sund Skolen tæt på Sundtoften. Årsagen var - ligesom i Ørslev ved Ringsted - at kommunen krævede en højere pris fra teleselskabet for at leje det jordstykke, masten stod på.

Læs også: En hel by har mistet mobilsignalet

- Det kunne mærkes med det samme. Jeg tænkte straks: er det mit produkt, der er noget i vejen med, eller skal jeg ringe til min telefonudbyder, fortæller Martin Christensen, som bor i Sundtoften.

Kommune: Vi skal følge markedsprisen

Ifølge kommunen var den højere leje et nødvendigt onde:

- Det var vi nødt til, ellers så brød vi jo loven, fortæller Arne Graae Jensen (V), som er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune og fortsætter:

- Man er nødt til som kommune at sikre sig, at det er markedsprisen, den nye lejekontrakt bliver indgået til, altså samme niveau som de private, de får, og det er det, der gør, at prisen blev så høj, fortæller Arne Graae Jensen (V).

Kommune sælger i stedet for at udleje

Udvalgsformanden fortæller, at han og hans kolleger i byrådet har lært noget af hele episoden, og nu er kommunen begyndt at sælge jordstykkerne til teleudbyderne i stedet for at udleje dem til markedspris.

- Vi har allerede solgt jorden til masteoperatører to steder - i Horbelev og Nørre Ørslev på Falster. Købsprisen svarer cirka til halvanden års leje, så det er i hvert fald fordelagtigt for telebranchen, forklarer Arne Graae Jensen (V).

Svend Krag bor også i Sundtoften. Han forstår slet ikke, hvordan det kan være, at kommunerne har lov til sådan at skræmem teleudbyderne væk med høje lejepriser.

- Jeg synes, det skulle være frit for de forskellige mobilselskaber at stille masterne, hvor de sådan set har lyst. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor kommunen egentlig skal tjene penge på det, siger han til TV2 ØST.

03:39 Luk video

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App