Manglende hygge-fodboldklub - nu er tre unge kåret som årets igangsættere

Som bare 14-årige fik tre drenge fra Falster en idé. Nu er de løbet med DGI-prisen Årets Igangsætter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En sommerdag i 2021 sad tre 14-årige drenge fra Falster og drømte. 

De havde tidligere alle tre spillet i samme fodboldklub, men det var blevet for seriøst med træning fire gange ugentligt plus kamp. Derfor manglede de et alternativ med fokus på hygge.

Og sådan gik det til, at de over en cola lagde de første planer om FC Falster, en forening og fodboldklub hvor hygge kommer før resultater. 

quote Det vigtigste er, at alle får spilletid og får en god oplevelse

Malthe Guldborg, stifter, FC Falster

Mads Bonde, Malthe Guldborg og Daniel Christiansen har på ét år startet en klub, som i dag har 90 medlemmer.

- Vi oplevede, at der var for meget pres på i de store klubber, det handlede hele tiden om at være den bedste og blive udtaget til kamp. Der var ikke plads til bare at hygge sig, og det var for meget, fortæller drengene.

At der var et behov for en anderledes fodboldklub, var det ikke kun drengene, der kunne se. 

Det har DGI også fået øjnene op for. 

Derfor har de netop modtaget prisen for Årets Igangsætter. 

- Det er utroligt fedt, og det er så rart at blive anerkendt. Det giver blod på tanden til at arbejde videre, siger Daniel Christiansen.

Klubbens medlemmer er også glade for den fine pris. Privat foto.
Klubbens medlemmer er også glade for den fine pris. Privat foto.

Og her er det initiativ til at skabe en forening med fællesskab, grin og hygge i højsædet, der bliver hyldet. 

- Falster FC har skabt et alternativ til en forening, hvor man skulle træne mange gange i ugen og kæmpe for at komme på førsteholdet. De har på den måde fået fat på en gruppe inaktive unge og skabt plads til alle - dét er et projekt, der holder hele vejen hjem. Vi håber, det vil inspirere flere unge til at gøre noget af det samme, siger Dan Skjerning, der var med i juryen, og som sidder i DGI’s hovedbestyrelse.

Tiltrækker inaktive unge

Ud af klubbens 90 medlemmer, var 60 af spillerne ikke aktive i andre foreninger, inden de startede i FC Falster. De er kommet til, fordi klubben netop byder på et hyggekoncept, som de ikke har mødt andre steder.

- Det er megafedt at folk, der ikke har spillet bold før, kommer og vil være med. Det betyder meget, at vi kan få folk med, som også har ønsket at føle sig en del af et foreningsfællesskab, men som ikke har haft modet til at starte i en stor og seriøs klub, fortæller drengene og fortsætter:

- Vi går efter at vinde kampene, men det vigtigste er, at alle får spilletid og får en god oplevelse. Så alle har det sjovt. Selvom vi skal spille mod gode hold, så skal der være plads til alle.

I klubben er der hverken et 1. eller 2. hold, i stedet er holdene delt jævnbyrdigt op.

Inviterer modstanderen på sodavand

Drengene ønsker, at foreningen bliver Lolland-Falsters venskabsklub nummer ét. Det ry vil de opnå gennem fairplay, god stemning og ved at invitere modstanderen på sodavand efter kampe.

- Vi gider ikke være sure efter en kamp, hvis vi har tabt, og hvis folk har brugt en time på at komme her ned for at spille, så giver vi gerne en sodavand og snakker, vi vil gerne være gode vindere og gode tabere, siger Malthe Guldborg.

Læs også
Ørslev Fodbold er kåret som årets bedste børneklub: - Det er et kæmpe skulderklap
Læs også
Ørslev Fodbold er kåret som årets bedste børneklub: - Det er et kæmpe skulderklap

Til foråret har klubben planlagt en fodboldskole, hvor børn, som endnu ikke er en del af en forening, inviteres med. Her kan de opleve, hvordan det er at have relationer i en forening samt få en masse fælles oplevelser og gode grin.

Med prisen fik foreningen 15.000 kroner, og det er allerede fastlagt, hvad pengene skal bruges på. 

- En afslutningsfest for sæsonen, hvor vi ser VM og spise pizza, vi har nemlig fået en masse nye medlemmer, som vi skal have budt ordentligt velkommen, fortæller Mads Bonde og tilføjer: 

- Og resten af pengene bliver gemt til fodboldskole. 


Nyhedsoverblik