Mand var i livsfare efter kamp mod indbrudstyv

En 47-årig mand var natten til torsdag i livsfare, efter en indbrudstyv gav ham kraniebrud med et koben.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 47-årig mand fra Sakskøbing var natten til torsdag i livsfare efter et indbrud i hans hjem udviklede sig til et meget voldsomt røveri.

Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Overraskede indbrudstyv

Da den 47-årige kort før midnat kom hjem, undrede han sig over, at der var tændt lys i huset – og kort efter overraskede han en indbrudstyv på fersk gerning.

Det kom til et håndgemæng mellem de 2 – der endte med, at den 47-årige forsøgte at holde indbrudstyven fast.

- Meget tyder på, at gerningsmanden forsøgte at slå sig løs – efter alt at dømme med et koben. Han slår så offeret meget hårdt i hovedet. Det medfører en fraktur i kraniet, der har truet den 47-åriges liv, siger Steen von Würden Petersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

Han betegner det som sjældent, at røverier ender i så grov vold.

I livsfare i timevis

Den 47-årige blev i første omgang kørt til behandling på sygehuset i Nykøbing Falster – men blev hurtigt derefter overført til Rigshospitalet i København. Først torsdag morgen blev han erklæret udenfor livsfare igen.

Politiet beder nu offentligheden om hjælp i sagen, der betragtes som en røverisag.

Efterlysning

Gerningsmanden beskrives på følgende måde:

  • Mand
  • Dansk
  • 20-25 år
  • 180cm høj
  • Almindelig af bygning
  • Mørkblond hår med almindelig frisure.

Har du oplysninger, så kontakt politiet på telefon 1-1-4.

Manden blev i løbet af torsdag meldt uden for livsfare.


Nyhedsoverblik