To mænd kendt skyldige for påsatte brande

Et enigt nævningeting ved Retten i Nykøbing Falster har dømt to mænd skyldige for en lang række påsatte brande på Lolland og Falster sidste år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To mænd på henholdsvis 23 og 30 år er blevet kendt skyldige for påsatte brande på Sydhavsøerne sidste år. 

Den 23-årige er tillige blevet dømt efter § 180, som er den paragraf i straffeloven, der kan give livstid for branden på Skørringe Gods, hvor to personers liv kom i fare.

Sådan lød kendelsen fra et enigt nævningeting onsdag eftermiddag ved Retten i Nykøbing Falster. Ifølge TV Østs reporter i retten fortrak de ikke en mine, da dommen blev læst op.

Der blev lagt vægt på, at den 23-årige har erkendt en hel del forhold og sagt, at den 30-årige var med. Den 30-årige har fortalt, at han ikke var med, men det fandt retten utroværdigt. Anklageren har desuden dokumenteret teleoplysninger, at der blev benyttet samme fremgangsmåde, og så blev der fundet tyvekoster hjemme hos de to.

Nu er advokater og klienter gået i enrum for at tage stilling til dommen, og herefter skal de procedere for straffens længde.

Ikke sindssyge

Der er blevet lavet en mentalerklæring på de to mænd. Den 23-årige betegnes som begavet lidt under middel, lidt dårligere fungerende med en samlet IQ på 78, ureflekteret, impulsstyret, seksuelt aggressiv og seksuelt morbidt forestillingsindhold af belastende karakter. Han mangler empati og ejer ikke evnen til at føle dårlig samvittighed.

Han er ikke sindssyg. Han har nok været påvirket af rusmidler men ikke i abnorm grad. Han har haft et dagligt alkoholforbrug, men han har deltaget i misbrugsbehandling i arresten. Han har mange narcissistiske træk.

Han har ikke været dømt for noget lignende tidligere.

Den 30-årige er ikke sindssyg og har ikke været det. Han er begavelsesmæssigt i den nedre del af normalområdet. Han har ikke været påvirket af rusmidler. Han har gennemført 10 års skolegang. Han var på kontanthjælp og var i et parforhold med et velfungerende netværk. Der er ikke psykotiske symptomer. Han er præget af umodenhed og enfoldighed.

Han er tidligere straffet 2 gange for tyveri, blandt andet af diesel for 30.000 kroner. 

Tiltalt for en lang række brande

Hen over sommeren 2015 var Lolland og Falster plaget af mange påsatte brande. Brande, der samlet set forårsagede skader for omkring 33 millioner kroner.

I sagen stod to mænd på henholdsvis 23 år og 30 år fra Nykøbing Falster tiltalt for at antænde de 18 brande og begå adskillige indbrud fra maj til oktober sidste år.

Den yngste var alene tiltalt for at have forårsaget skader for mere end 17 millioner kroner ved en enkelt brand den 20. oktober på Skørringe Gods i Stubbekøbing på Falster. Her blev to menneskers liv desuden bragt i fare, da de lå sov i en tilbygning til en lade, da ilden blussede op.

Ildspåsættelser og indbrud

De to mænd hævdes både at have sat ild til ladebygninger med bigballer af halm, marker med halmstakke, en maskinhal, en stråtækt bygning og to campingvogne i perioden fra maj til oktober.

I samme periode er de to venner også anklaget for 19 indbrud og et tilfælde af hærværk.

Udbyttet var blandt andet 1500-2000 liter diesel, elværktøj, flere traktorer og knallerter, en støvsuger og en Weber grill.

Begge mænd har siddet varetægtsfængslet siden 21. oktober 2015, og i grundlovsforhøret dengang nægtede de sig skyldige i brandene.


Nyhedsoverblik