35 millioner kroner.
Det løber skaderne op i, efter Lolland og Falster henover sommeren 2015 var kraftigt plagede af påsatte brande.
To mænd fra Nykøbing Falster på henholdsvis 23 og 30 år blev idømt otte og fem års fængsel for brandene samt et erstatningskrav på 11,5 millioner kroner.
Den yngste blev derudover dømt til at betale yderligere 21 millioner kroner i erstatning, da han blev dømt for ene mand at stå bag den mest alvorlige af brandene, der fandt sted på Skørringe Gods den 20. oktober 2015.
Men begge mænd ankede dommen til Østre Landsret. Og i den kommende uge begynder retssagen. Det skriver Folketidende.
To personers liv i fare
Den yngste mand er dømt for at have forårsaget skader for mere end 20 millioner kroner ved branden på Skørringe Gods i Stubbekøbing den 20. oktober, som også bragte to menneskers liv i fare.
De to personer lå og sov i en tilbygning til en lade, da ilden blussede op.
Brandene, som de to mænd er dømt for at påsætte i fællesskab, har resulteret i skader for næsten 18 millioner kroner.
De samlede skader løber altså op i cirka 35 millioner kroner.
De to mænd hævdes både at have sat ild til ladebygninger med bigballer af halm, marker med halmstakke, en maskinhal, en stråtækt bygning og to campingvogne i perioden fra maj til oktober 2015.
Indbrud og tyverier for millioner
Retssagen i byretten omfattede 42 forhold. Mændene blev dengang fundet skyldige, da deres telefoner var blevet registreret af telefonmaster i nærheden af gerningsstederne på de tidspunkter, hvor brandene skete.
Samtidig var der flere fællestræk, der koblede brandene sammen.
Foruden påsatte brande blev de to mænd også dømt for en række indbrud og tyverier.
Begge mænd erklærede sig skyldige i indbrud og tyverier til i alt et par millioner kroner.
Der er afsat i alt syv retsdage til sagen i Østre Landsret, skriver Folketidende.