Lukker for det varme vand

Danskere, der ikke betaler deres varmeregninger, må i fremtiden regne med, at der lukkes for vand og varme til boligen. Guldborgsund er een af de kommuner, der rent administrativt har adskilt forsyningsselskaberne fra kommunerne

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

"Der er lukket for det vame vand".

Den besked vil flere økonomisk trængte familier få fremover. I mange tilfælde er det nemlig ikke længere kommunerne, der står bag vand- og varmeforsyningen, men selvstændige selskaber, der administrativt er adskilt fra kommunerne. Det betyder, at de ikke længere skal gøre udlæg i kundens ejendom, hvis vedkommende ikke betaler. Nu kan de - ifølge deres egen opfattelse - afkorte forløbet og skride direkte til lukning, når der ikke reageres på rykkere.

Ifølge DR Sjælland har Guldborgsund Forsyning allerede annonceret den nye praksis

- Det er blevet det samme at købe vand som at købe fjernsyn: Hvis man har penge, kan man få - ellers ikke, siger direktør Flemming Bach fra Guldborgsund Forsyning.

I forvejen viser tal, at elselskaberne i et voksende antal tilfælde lukker for strømmen til kunder, der ikke kan betale.

Men Forbrugerrådet advarer mod udviklingen.

- Vi kan frygte, at privatiseringen kan medføre, at forsyningsselskaberne ikke tager de nødvendige hensyn til de mennesker, der kommer til at lide under lukninger, siger økonom Martin Salamon fra Forbrugerrådet.

- Derfor er det vigtigt, at selskaberne er sig deres samfundsansvar bevidst, siger Salamon til DR Sjælland.

Han peger på, at forsyningsselskaberne i reglen er monopoler, som kunderne ikke kan fravælge, hvis der opstår uenigheder.