Lockout koster studerende deres svendebrev

Elever fra SOSU-skolen i Nykøbing Falster fik i dag at vide, hvordan de bliver ramt af lockouten. 38 af dem kan ikke komme til eksamen i næste uge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Eleverne på social- og sundhedshjælper uddannelsen på SOSU-skolen i Nykøbing Falster, bliver de første ofrer for lockouten. Det sker allerede i næste uge, hvor 38 elever skulle have afsluttet deres eksamen.

- Jeg er meget frustreret over det. Lige nu ryster jeg over hele kroppen, fordi hvad gør vi nu, og hvad kommer det til at betyde for os alle sammen, siger Isabella Schluchtmann, studerende på SOSU-skolen i Nykøbing F.

Isabelle Schluchtmann skulle afslutte uddannelsen som social- og sundhedshjælper med en eksamen onsdag efter påsken.

Men i dag kom konsekvenserne så af gårdsdagens lockout

- Alle eksamener og undervisning er aflyst fra den 2. april. Det hele udskydes på ubestemt tid. Eksamenerne vil blive genoptaget, når konflikten er overstået. Det hele kan være overstået på tre dage, men vi kan også risikere, at det tager en måned. Så må vi tage den derfra, siger Jeppe Poulsen, direktør SOSU Nykøbing F.

Alvorlige konsekvenser
Elevrådsformand Katrine Andersen er bekymret. Det kommer nemlig til at få alvorlige konsekvenser for hendes medstuderende.

- Det betyder, at de ikke kan få afsluttet deres uddannelse, og at de muligvis ikke kan starte på det job, de havde forventet efter endt eksamen, siger Katrine Andersen.

Engelien Kuiper var en af de lærer, der skulle have haft sine elever til eksamen i næste uge.

- Det er frustrerende. Jeg vil gerne arbejde. Jeg er ansat som lærer, og jeg kan godt lide mit job. Noget af det bedste ved jobbet er jo netop, at se den udvikling de unge går igennem, når de kommer ud fra eksamen. Fra de starter og til de afslutter, vokser de jo nærmest en halv meter, siger Engelien Kuiper.

Operation nødplan
Det er ikke kun social-og sundhedshjælperne der bliver ramt. Social- og sundheds assistenterne, som er uddannelsens overbygning, skal ud i praktik om 14 dage. Inden da, skulle de have et teoriforløb, der skulle ruste dem til praktikken. Et forløb de nu går glip af.

Derfor har direktøren fra SOSU Nykøbing F. iværksat en nødplan

- Vi må jo ikke gå ind og tage kriseramt arbejde. Derfor har vi ryddet kalenderen. Men vi har sørget for, at der vil være et dagligt fagligt oplæg, som eleverne kan deltage i. Der vil også være et åbent læringscenter, der vil fungere som en lektiecafe, hvor eleverne kan arbejde med nogle relevante uddannelsesmål, siger Jeppe Poulsen.

Tom følelse i forberedelsen
I det tomme lokale sidder Isabella Schluchtmann tilbage med en næsten lige så tom følelse

- Jeg har det ikke skide godt, fordi jeg synes, det er noget svineri, at de tager os som gidsler, og at det går ud over os.

Hun skulle være startet på social- og sundhedsassistent uddannelsen den 8. april. Men hun mangler den afgørende eksamen.

- Nu lyder det jo som om, vi ikke får lov til at gå op. Det vil betyde, at jeg ikke kan starte som assistent, fordi jeg ikke har mit bevis på, at jeg er social- og sundhedshjælper, og så er der jo ikke nogle lærere til at sætte os i gang, siger Isabella Schluchtmann.


Nyhedsoverblik