Langsommelige regler spolerer fjerkræhandel

Selv om politikerne på Christiansborg i maj besluttede at lempe reglerne om om salg af fjerkræ fra gårdene, træder de formentligt først i kraft næste år, og det gør det svært for fjerkræavlerne at komme af med deres fugle til mortensaften og jul i år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En stor gruppe af mindre fjerkræopdrættere ser deres ænder og gæs vralte slagteklar rundt. Men det bliver svært at komme af med dem på grund af skrappe regler.

Politikerne besluttede tilbage i maj at lempe på reglerne for gårdsalg. Alligevel er de nye regler endnu ikke trådt i kraft. Det skriver DR Sjælland.

Med mortensaften og jul lige om hjørnet haster det med at få ændringerne gennemført, mener opdrætterne.

- Det er jo grotesk. Alt ligger jo klar på bordet, siger Claus Rasmussen, der har 70 ænder i nærheden af Sakskøbing.

Vil gerne have julesalget med

I dag må Claus Rasmussen og de andre mindre opdrættere kun sælge dyrene med indvolde. Det er et problem, for forbrugerne vil hellere købe fjerkræ, der er klar til gryderne, og ændringerne i reglerne skulle netop have givet avlerne lov til at gøre fuglene grydeklar.

- Vi ville jo gerne have julesalget med. Vi vil gerne kunne servicere kunderne med fjerkræ uden indvolde, siger Finn Hansen, der er administrator for Dansk Fjerkræ Forum, der samler 4.000 hobbyopdrættere.

Det er Fødevarestyrelsen, som skal gøre reglerne til virkelighed. I ændringen af bekendtgørelsen står der, at de nye regler skal træde i kraft "ultimo 2015". Men reglerne, der gælder for bedrifter med under 500 dyr, bliver forsinkede.

- De nye regler vil tidligst kunne træde i kraft i det nye år, skriver Annette Perge, sektionsleder i Fødevarestyrelsen i en mail til DR Sjælland.

Ny høring

Regelændringerne har været i høring i efteråret, og det har givet Fødevarestyrelsen anledning til at bede om en ny risikovurdering. Flere store aktører, deriblandt Coop og Danske Æg, er nemlig nervøse for fødevaresikkerheden med de nye regler.

- Vi er nu ved at have en ny stalddørspakke klar, som skal sendes i ny høring. Herefter skal udkastene notificeres i EU. Det kan tage alt fra tre til seks måneder, skriver Annette Perge i sin mail.

Ikke nogen revolution

Det undrer Rene Christensen (DF), der som formand for Fødevareudvalget på Christiansborg var med til at vedtage regelændringerne i maj.

- Vi havde håbet, at vores beslutning kunne komme ud og flyve til gavn for lokalområderne, siger Rene Christensen til DR Sjælland.

- Det, vi har foreslået her, er jo ikke en revolution af stalddørssalg, så jeg vil tage fat i ministeren og få undersøgt, om vi ikke kan speede processen op, siger Rene Christensen.

Det er surt

Tilbage i Sakskøbing ryster Claus Rasmussen på hovedet af ministeriets julelege.

- Det er godt nok surt. Nu vil jeg se det, før jeg tror på, at reglerne bliver lavet om, siger Claus Rasmussen.


Nyhedsoverblik