Landmænd truer med erstatningskrav

Det er kommunens ansvar at skære planter ned i og ved vandløb - også kaldt grødeskæring. Det arbejde har Guldborgsund kommune bare ikke gjort godt nok, mener landmændene, som fortsat kæmper med voldsomme vandmængder på markerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Adskillige landmænd i Guldborgsund Kommune vil nu rejse erstatningskrav mod kommunen. De mener ikke, kommunen har overholdt sine forpligtigelser til at vedligeholde vandløb.

- Flere vælger at rejse erstatning - i dette tilfælde mod Guldborgsund Kommune. Men jeg har hørt om flere nabokommuner, hvor landmændene vil gøre det samme, siger John Nielsen, formand for Dansk Landbrug Sydhavsøerne.

Der bliver ikke tale om et samlet søgsmål. Hver enkelt landmand skal selv sørge for dokumentation for, at kommunen ikke har vedligeholdt vandløbene. Dansk Landbrug Sydhavsøerne planlægger nu et stormøde for bønderne for at orientere om deres muligheder.

Hos Guldborgsund Kommune mener man, at man har overholdt sine forpligtigelser.

- Fra kommunens side er vi overbevist om, at man har gjort, det man skulle jævnfør vedligeholdelse i vandløbsregulativerne, siger Arne Graae Jensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget, Guldborgsund.


Nyhedsoverblik