Kutling bliver kult: Se opskrifterne her

Den sortmundede kutling skal omdannes fra skidtfisk til delikatesse. Her kan du se nogle af opskrifterne på, hvad du kan lave med fisken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fiskerne har set i øjnene, at den sortmundede kutling, der bliver ved med at snige sig i deres net, er kommet for at blive, og så kan den lige så godt blive brugt til noget. I Guldborg fanger de masser af den sortmundede fisk, og de håber, at folk får øjnene op for den.

Den invasive art, der ellers hidtil er blevet betegnet som skidtfisk, skal være delikatesse, og Jacob Molsen, der er kok ved Landkøkkenet.dk, giver her nogle bud på nogle af mulighederne med kutlingen.

- Det, der virkede, var at stege, og der blev det virkelig fint, synes jeg. Men altså man på jo prøve sig frem, siger han og giver her et par bud på lækker kutlingemad.

Kutlingekrebinet med løvstikke og citron på marineret fennikel - forret til 4 personer

  • 1 fennikel
  • Olivenolie
  • En økologisk citronsaft
  • Salt og peber
  • 200 g kutlingefilet
  • 2 æggehvider
  • Revet skal af citron
  • havsalt og friskkværnet hvid peber
  • Smørelelr olie til stegning
  • Grofthakket løvstikke

Marineret fennikel
1 fennikel skylles og skæres papirtyndt på mandolinjern. Fennikelsalaten lægges i iskoldt vand 1 time. Vandet drænes og fennikel marineres i lidt olivenolie, citronsaft, salt og peber

Kutlingekrebinet
Kutlingefileterne hakkes i grove tern, æggehviderne tilsættes sammen med citronskal, havsalt og hvidt peber. Farsen røres sammen og formes med en ske til 8 små krebinetter. Krebinetterne lægges på en varm pande og steges gyldne i smør eller olie.

Friteret løvstikke
Pluk bladene af løvstikken og fritér dem i olie til de bliver gennemsigtige. Lægges efterfølgende på fedtsugende papir.

Anretning
Kutlingekrebinetten lægges på en bund af den marinerede fennikel med et friteret løvstikkeblad på toppen.


Skindstegt kutling med rabarber i æbleeddike - forret til 4 personer

  • 200 g rabarber
  • 1 ½ dl æbleeddike
  • 1 ½ dl rørsukker
  • 1 tsk. gul sennep
  • 1 tsk. korianderfrø
  • 1 tsk. hel sort peber
  • 4 kutlingefileter
  • Olie til stegning
  • Havsalt og peber

Syltede rabarber
200 g rabarber skylles og skæres i stave på 5 centimeter. Æbleeddike, rørsukker, gul sennep, korianderfrø og sort peber koges op og hældes over rabarberne og trækker på køl til næste dag.

Skindstegt kutling
Et snit lægges på begge sider af de små ben i toppen af fileten og skæres af lige over skindet, så det bliver intakt. Fileterne steges i varm olie på pande med skindsiden nedad. Pres forsigtigt fileten ned under stegningen, så hele skindsiden har kontakt med panden. vendes til sidst med skindsiden opad og drysses med havsalt og peber.

Anretning
Rabarberne drænes for lagen og en skefuld lægges med fileten oven på.

Friteret minikutling med aioli - forret til 4 personer

  • 1 æggeblomme
  • ½ tsk. salt
  • 1 tsk. estragoneddike
  • 1 tsk. sennep
  • 1 fed hvidløg
  • 1/4 dl olivenolie
  • Små kutlinger på maksimum 7 centimeter
  • Mel
  • Olie
  • Havsalt
  • 1 citron

Aioli
Æggeblommen røres sej med 1 tsk. salt. Pres hvidløget og tilsæt det sammen med estragoneddike og sennep til æggeblommen. Olivenolie tilsættes først dråbevis, derefter i en tynd stråle, mens der piskes kraftigt. Ailolien smages til med peber og citronsaft.

Friteret minikutling
De små kutlinger vendes i mel og friteres i varm olie til de er gyldne. Drysses med havsalt og serveres med aioli og citron.

 [video:videonode:224326]


Nyhedsoverblik